Forbrugerne siger nej tak til bakteriefyldt pålæg

På gågaden i Aalborg er forbrugerne ikke imponerede over, hvordan pålægget har klaret bakterieundersøgelserne. Tre pakker pålæg ud af ti indeholder så mange bakterier, at fødevaremyndighederne kategoriserer det som ikke acceptabelt. Selv siger virksomhederne, at der er tale om enkeltstående fejl. Johnny Christoffersen, Nørresundby: - Det er jo gruopvækkende, at man ikke kan være tryg ved det pålæg, som man køber. Man har jo en tillid til de virksomheder, der producerer det, men man kan altså ikke stole på det. - Det er overhovedet ikke acceptabelt. De burde helt klat få bedre styr på det. Ditte Vinther Andersen, Aalborg: - Det er for dårligt, at der er så mange bakterier i det, man spiser, som man ikke ved noget om. Jeg regner med, at når jeg køber pålæg, så er det rent, og at jeg sagtens kan spise det uden at være bange for at blive syg af det. Det er forfærdende, at jeg nu skal til at tænke over det. - Jeg tror, at jeg vil være mere forsigtig og kigge på pålægget mere, selvom man ikke kan se det. Det sidder i baghovedet. Laila Reimer, Aalborg: - Jeg synes, at det lyder utroligt, at der kan være så mange bakterier i pålægget. Det har jeg det ikke godt med. Især fordi jeg har to børn, som jeg også giver pålæg hver dag. De kan måske blive syge af det. - Jeg vil helt sikkert tænke over det næste gang, jeg køber pålæg. Kis Lange, Hals: - Det er da forfærdeligt. Det har jeg det dårligt med. Jeg køber ikke ret meget pålæg. Jeg prøver at gå udenom det, for det er ikke til at vide, hvad det er, der er dårligt.