Forbrugernes idéer gavner virksomheder

KØBENHAVN:De bedste idéer fra forbrugere skal føre til nogle af verdens mest fornyende produkter. Sådan lyder tanken bag et nyt stort forskningsprojekt, der har fået knap 19 millioner kroner i støtte fra Det Strategiske Forskningsråd. Bag projektet står blandt andet Danmarks Tekniske Universitet, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, og Wirtschafsuniversität i Wien, Østrig. Også virksomheder som Lego og Coloplast er med. Eliten af de danske forbrugere, såkaldte superbrugere, vil blive nærstuderet af forskerne. Superbrugerne kan være fagfolk eller dybt engagerede forbrugere, der mødes i lokale eller internationale netværk om en fælles interesse i for eksempel avancerede Lego-produkter eller en bestemt slags computersoftware. I projektet opretter forskerne en række virtuelle netværk for at studere hvilken ledelsesform, der skaber den mest tillidsfulde og innovative stemning i netværket./ritzau/