Forbrugernes loyalitet slap op

Mammon vandt over magien - på to år er salget fra Hirtshals Mejeri faldet til det halve - nu må det lukke

Mejerier 25. februar 2011 09:11

Et fyrtårn slukker. Hirtshals Mejeri lukker. Langs trappen op til kontoret på Hirtshals Mejeri fortæller en række plakater om det sidste års storstilede indsats for at sikre mejeriets fremtid. Det lykkedes ikke. Mammon vandt over magien. Nordjyske forbrugeres loyalitet viste sig for svag til at holde et mejeri i gang. De har i stærkt stigende omfang købt discountmælk i stedet for mærkevarer. Mejeriets ejer, Arla Foods, har kunnet konstatere, at salget af Hirtshals-mærket med det karakteristiske fyrtårn på kartonen er faldet med 50 procent siden begyndelsen af 2009, og det er sket trods den mest omfattende markedsføring i mejeriets historie. - Vi troede virkelig på projektet. Vi troede, at vi kunne bevare et selvstændigt brand med Hirtshals-fyret, og lancerede nye produkter som jerseymælk og kakaomælk, men opbakningen fra forbrugerne har ikke været stor nok, konstaterer kommunikationschef i Arla Foods, Astrid Gade Nielsen. - Vi er kede af beslutningen, men det er desværre nødvendigt. Salget af Hirtshals-produkter er faldet til så lavt et niveau, at mejeriet ganske enkelt ikke kan løbe rundt længere, siger Ole E. Hansen, ansvarlig for driften af Arlas hjemmemarkeds-mejerier. - Udviklingen var i gang allerede inden finanskrisen, men tog ekstra fart, da den økonomiske krise brød ud, fortæller den daværende formand for bestyrelsen i Hirtshals Mejeri, landmand Cyril Post, Sørig. I den situation kom den konventionelle mælk fra Hirtshals Mejeri så at sige i klemme mellem den dyrere økologiske mælk og den billige discountmælk, forklarer Astrid Gade Nielsen. Flere forklaringer Hirtshals Mejeri blev en del af Arla Foods med virkning fra 1. januar 2009, efter at ledelse og andelshavere i september 2008 havde måtte se i øjnene, at økonomien ikke kunne hænge sammen. En tredjedel af andelshaverne havde meldt sig ud med virkning fra nytår og mejeriet stod til at miste over en tredjedel af mælken. Flere af dem, heraf nogle af de største, havde allerede skiftet til Arla, og mejeriet kom ud af året med et tab på omkring tre millioner kroner. Cyril Post peger på flere forklaringer. De høje priser på foderpriser i 2007 havde sat landmændene under pres, og samtidig var mejeriet under pres af meget høje mælkepriser ude i Europa. Mejeriet måtte prøve at følge med op uden at have råd, Og så begyndte forbrugernes skift til discountkøb. - Jeg er ked af, at vi må lukke, men jeg er glad for, at vi dengang gik til Arla, ellers havde vi været meget værre stillet, siger han. Den gamle strid Allerede da var magien fra striden mellem Hirtshals og Arla 2003-06 forduftet. Hirtshals Mejeri anklagede Arla for uretmæssigt at have overtaget leverancen til én af de store kunder, dagligvarekæden Metro. Arla blev kendt skyldig i at have overtrådt konkurrenceloven og blev dømt til at betale en bøde på fem millioner kroner og sagens omkostninger. Efterfølgende indgik parterne forlig, hvor Arla betalte Hirtshals Mejeri omkring ti millioner kroner. Sagen fik meget bevågenhed og det lille mejeri høstede stor sympati både i og udenfor landsdelen. Hirtshalsmælk er et specialprodukt derved, at det er et krav, at køerne går på græs om sommeren. Arla Foods har en tilsvarende mærkevare, Lærkevang, og Cyril Post forventer, at Hirtshals-leverandørerne vil blive Lærkevang-leverandører.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...