Forbrugerrådet bestormet af utilfredse Opel-ejere

Biler 15. september 2002 08:00

Knækkede tandremme er tilsyneladende et udbredt problem blandt Opel-ejere. Efter at Forbrugerrådet i sidste uge her i KørGodt opfordrede utilfredse Opel-ejere til at melde sig, er Rådet nærmest blevet løbet over ende. - Det er helt vildt. Vi har omkring 15 Opel-ejere i telefonen hver eneste dag, fortæller jurist i Forbrugerrådet, Sonny Kristoffersen. Sammen med bilistorganisationen FDM truer Forbrugerrådet med at trække Opel i retten. Striden står om, hvorvidt bilejerne eller Opel skal betale, hvis tandremmen knækker før det angivne skiftetidspunkt i instruktionsbogen. Hvis tandremmen springer, ødelægger det typisk stempler, ventiler og knastaksler i motoren. En reparation løber nemt op i titusindvis af kroner. Opel kalder skifteintervallet "en anbefaling", mens Forbrugerrådet opfatter kilometertallet som en garanti. Sagen er principiel - også for andre bilmærker - og derfor ser Forbrugerrådet gerne striden afgjort i en retssal. Forbrugerrådet hører fortsat gerne fra uheldige Opel-ejere. - Men de skal først rette henvendelse til Opel-importøren, GM Danmark. Får de et negativt svar, kan de kontakte os, siger Sonny Kristoffersen. Han har allerede sendt de første tre sager til GM Danmark. - Og der er flere på vej. Men lige nu afventer vi svar fra den danske Opel importør, siger han. Hos GM Danmark bekræfter informationschef Ole Poulsen, at man har modtaget tre klage-sager. Men i øvrigt ønsker Opel ikke at udtale sig om konkrete sager, der måske ender i retten. - Men vi kigger selvfølgelig på dem, og så får Forbrugerrådet et svar, siger Ole Poulsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...