Forbrugerrådet imod boligsalg via netauktion

Auktionshuset Bruun Rasmussen vil sætte huse på auktion på nettet

KØBENHAVN:Netauktioner vil skrue op for varmen på et i forvejen brandhedt boligmarked. Det frygter Forbrugerrådet, som er imod planerne fra auktionsfirmaet Bruun Rasmussen om at sælge boliger via åbne auktioner på nettet. Bruun Rasmussen, der ellers mest gør sig i salg af dyre malerier, møbler og kunstgenstande, går med planer om at købe sig ind i et mæglerfirma for at kunne lade auktionshammeren falde over lejligheder, villaer og parcelhuse. Netauktionerne skal afløse de lukkede budrunder. De har overlevet sig selv, siger administrerende direktør i auktionshuset, Claus Poulsen, til Jyllands-Posten. Og derfor vil han ind på det attraktive boligmarked. Men Bruun Rasmussens fremtidsplaner vækker ikke begejstring hos jurist Tina Dhanda i Forbrugerrådet. - Det er en dårlig idé. Man bliver påvirket af andres bud, og der vil komme en auktionsstemning over det, hvor man lige byder lidt højere og lidt højere. - Og det er problematisk, for et boligkøb er en stor investering, og boligmarkedet er heftigt nok i forvejen. Der er ikke brug for en auktion til at skrue priserne yderligere op, siger Tina Dhanda til Ritzau. Forbrugerrådet er også modstander af de lukkede budrunder, der findes i dag. Her byder man i blinde, når man afleverer sit bud i en lukket kuvert. Ifølge Forbrugerrådet er der gået inflation i antallet af budrunder, og man bør helt holde sig fra dem og have mere is i maven, når man køber bolig. Det er en ændring af den såkaldte vinkelskriverlov fra 1948, der har givet Bruun Rasmussen blod på tanden til at gå ind i ejendomsmæglerbranchen. Hidtil har kun ejendomsmæglere kunnet eje mæglerforretninger. Også Dansk Ejendomsmæglerforening og foreningen Danske Boligadvokater er yderst skeptiske over for Bruun Rasmussens boligsalgsplaner. - Det er en elendig idé, fordi man nemt risikerer, at der går pokerspil i det. Ligesom på en almindelig auktion risikerer køberne at blive grebet af en stemning og byde over hinanden formanden for Danske Bolig Advokater, Henrik Høpner, til Jyllands-Posten. - Men her er der ikke tale om køb af en sofa, men om en bolig til måske flere millioner kroner. Samtidig risikerer man at komme op mod skægbud, hvor måske en slægtning til sælger konstant vil forsøge at byde prisen opad, fastslår Henrik Høpner. /ritzau/