Forbrugersite forvirrer forbrugere

Forbrugerforhold 22. marts 2007 05:00

Ny hjemmeside forvirrer forbrugere så meget, at den ifølge Forbrugerrådet kan være i strid med god markedsføringsskik. Hjemmesiden lotsmorefree.com lover gratis iPods, DVD-film og andre produkter til forbrugere, hvis de “gennemfører tilbud”. Men det er ifølge Forbrugerrådet aldeles uklart, hvad det betyder. - Man har overhovedet ikke mulighed for at gennemskue, om man skal lægge penge i det her, eller hvad man får ud af det, siger rådets jurist Agnete Sigurd, der tager sig af sager om e-handel og persondata. Hun påpeger samtidig, at man skal give en række personlige oplysninger og acceptere, at de bliver delt med andre. - Det er så usikkert, hvad det her går ud på, at jeg ikke synes, forbrugerne skal bruge det. Jeg vil nærmest betegne det som værende i strid med god markedsføringsskik, siger hun. Ifølge direktøren for lotsmorefree.com, Lasse Jensen, er der intet suspekt ved siden, der har fået 5000 medlemmer i løbet af de første to uger på nettet. - Jeg kan godt forstå hendes bekymring. Men grunden til, at de skal logge ind og give de personoplysninger, er, at vi skal kunne følge dem og få bekræftet, hvilke tilbud de tager imod, siger han til Ritzau. Tilbuddene på hjemmesiden kan for eksempel være et avisabonnement, en fagforening, et lånetilbud eller en mobiltelefon. Når man “gennemfører tilbud”, optjener man point til sin gratis Ipod eller hvad det måtte være. Ifølge Lasse Jensen fremgår det også af hjemmesiden, når tilbuddene koster penge. - Reelt set er det her ligesom FDB på nettet. Man får bonus ved at købe ting igennem os, og vi mærker ikke, at brugerne er forvirrede over noget, siger Lasse Jensen. Omkring halvdelen af sidens indtægter fra annoncørerne går ifølge Lasse Jensen til at købe gratisprodukter til brugerne. I Forbrugerrådet står Agnete Sigurd fast på sin kritik af hjemmesiden. - Den giver ikke forbrugeren nok oplysninger. Forbrugerne vil heller ikke vide, hvilke oplysninger de giver adgang til fra deres egen computer, siger hun. Lotsmorefree.com forventer at runde 10.000 medlemmer inden 1. april. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...