Forbrugertilliden falder en smule i november

Tilliden blandt de danske forbrugere ligger fortsat lavere end gennemsnittet for de seneste seks måneder.

Forbrugertilliden blandt danskerne er faldet en smule fra oktober til november. (Arkivfoto)

Forbrugertilliden blandt danskerne er faldet en smule fra oktober til november. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Fra oktober til november har der været et lille fald i den danske forbrugertillid.

I november lå forbrugertilliden således på 1,4 mod 1,7 i oktober, viser tal fra Danmarks Statistik.

Forbrugertilliden belyser befolkningens syn på dens nuværende og fremtidige økonomiske situation.

Derfor er det bekymrende, at forbrugertilliden er faldet i november, da en tiltagende krisefrygt hos forbrugerne normalt dæmper både privatforbruget og investeringerne, bemærker cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv.

- Den stigende krisefrygt hos forbrugerne kan altså hive fart ud af dansk økonomi på et tidspunkt, hvor den globale afmatning i forvejen udfordrer dele af eksporten, siger han i en skriftlig kommentar.

Forbrugertilliden ligger fortsat en del lavere end gennemsnittet for de seneste seks måneder, som er 3,7.

Ifølge Anders Christian Overvad, økonom hos Arbejdernes Landsbank, er det frygten for en nedgang i dansk økonomi, der sætter sit præg i forbrugertilliden.

Det sker på trods af gode privatøkonomiske forhold, idet der aldrig har været flere i beskæftigelse, end der er i dag, og danskerne samtidig oplever at have flere penge mellem hænderne.

- Global uro fylder meget i mediebilledet, og selv om det ikke har skubbet dansk økonomi ud af kurs, så har det store fokus og italesættelse af handelskrig, brexit og frygt for økonomiens fremtid alligevel sat sine spor.

- De globale risici har da bestemt også potentialet til at stikke en kæp i hjulet på dansk økonomi - og derved gøre forbrugerne i endnu dårligere humør, siger Anders Christian Overvad i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
En person er sandsynligvis stukket med kniv
Luk