Forbrugsreligion den største trussel

Enhver forretning reklamerer med, at de har åbent hver søndag. Men der er et andet sted, som også har åbent hver søndag op til jul, skriver Thomas Reinholdt Rasmussen

Enhver forretning med respekt for sig selv reklamerer her i ugerne op til jul for, at de har åbent hver søndag. Som om det skulle være noget at reklamere for; man ville da anstændigvis mere være flov, hvis man i den grad lod handel og forbrug styre éns liv så meget, at man end ikke kunne holde lukket bare en gang i mellem. I virkeligheden er "forbrugs-religionen" nok den største trussel, vi har i vor tid. For den truer med at viske enhver forskel ud mellem hellig og profan. Det truer med at udviske skellet mellem arbejde og hvile, og gøre os alle ens for at kunne forbruge ens produkter. "Forbrugs-religionen" forkynder, at livet er flygtigt, så at det skal bruges og forbruges for at kunne være noget. Oven i det truer den så med at gøre julen til en åndløs størrelse, der fuldstændig mangler perspektiv, og som ender – om ikke på Herrens mark, så først i Field – og siden med at vi lægger alle vores forbrugsgoder under et træ og danser rituelt om dem som et religiøst offer. MEN DER er et andet sted, som også har åbnet hver søndag op til jul. I landets kirker, hvor slægter har afløst slægter i 1000 år, og hvor de har båret deres nyfødte til dåben og deres kære til graven. Landets kirker har åbnet hver søndag op til jul, og her forkyndes der ikke forbrug efter evne; men her forkyndes uforskyldt fred, glæde, frihed og frelse. Tiden op til jul er en elsket tid i kirkeåret. Adventstiden rummer forventning og forberedelse, og adventstidens store øvelse er, at vi skal meditere eller med et flottere ord: vi skal grunde over at Gud blev menneske på jord; eller som det også hedder med et gammelt og smukt ord: Guds menneskevordelse. Advent er stille grunden i mørkningen over det forunderlige, at den almægtige skaber blev lagt i en krybbe i en stald og blev som en af os. For det, at Gud blev født på jord, er kernen i kristendommen og det, der skiller kristendommen fra al anden tro. I andre trosretninger kommer Gud måske som en bog (islam), eller Gud er bare tilstede over alt i naturen, og hvert træ og hvert vandløb er Guds tale til mennesket. Men i kristendommen er Gud tilstede i et lille barn på jord. Og barnet vokser op og viser os, at Gud er kærlighed. Gud er så stor kærlighed, at han lader sig hænge på et kors for vor skyld, fordi vi ikke kunne det selv. Gud kommer til os i kristendommen fordi vi ikke kunne komme til os selv. I kristendommen kommer Gud til os som et mennesket. Han kommer nært og frit, og ikke mystisk og tåget. AT GUD KUN ses og mødes i Jesus er vores frihed. Hele vores europæiske kultur hviler på den tro, hvad enten vi vil det eller ej. For at Gud kun mødes og ses i Jesus Kristus betyder, at alt andet er et mål i sig selv og ikke bare midler for frelsen. Samfundets indretning skal ikke opbygges efter bestemte religiøse foreskrifter, for der er ikke frelse i samfundet, men kun i Kristus. Derfor bør den kristne have et særdeles pragmatisk forhold til samfund og stat. Indretningen af staten og det politiske har kun én forudsætning: at hensyn skal tages til næsten og at næsten skal beskyttes, og ikke mindst at staten ikke bliver absolut og derved religiøs, for samfundet og det politiske indeholder ingen frelse. Derfor er kristendommen befriet fra utopisk tænkning og befriet til praktisk politisk arbejde. Derfor står kristendommen midt mellem moderne humanisme på den ene side, hvor al tro gøres til politik, og islam på den anden side, hvor al politik gøres til tro. KRISTENDOMMEN er det eneste, der for alvor kan adskille tro og politik, fordi det er sammenholdt i en spænding, og den spændingsfyldte adskillelse vises os tydeligt i beretningen om Jesus-barnet i krybben julenat, for her forkyndte Gud for os, at det ikke er ved hjælp af vores egne evner og kræfter, hvad enten de kommer til udtryk i samfund eller religiøse love, at vi kommer til frelsen; men at frelseren må komme til os som et menneske, for at lære os at være mennesker og ikke være alt mulig andet. Gud og mennesket er julenat nær uden sammenblanding og uden adskillelse For kristendommens kerne er at vi skal være mennesker og ikke alt muligt andet. Mennesker, der lever på jord i tro på Gud. Mennesker, der lever i kærlighed med næsten. Det er disse ord, der klinger over Betlehem julenat. Men derved er kristendommen jo også det eneste, der for alvor kan sekularisere livet. Kravet er, at vi skal lade Gud være Gud og mennesket være menneske. Denne spænding holdes på plads af troen på Gud. Hvis troen forsvinder, bliver livet til en tro på sekulariseringen, og det kaldes sekularisme og kendes utallige steder fra det politiske liv og fra moderne livsform, der jo egentlig er meget religiøs. Fromhed uden Gud er næsten det farligste i verden, for da står man ikke til regnskab for andet end sin egen fromhed. Sekularisering kan kun holdes i skak ved at Gud er Gud, og at vi mennesker således ikke er det. At Gud er Gud og vi mennesker ikke er det, er budskabet fra julenat. Ved at Gud kommer til syne i det spæde barn i krybben, så kendes han kun dér. Det betyder, at alle træer i skoven bliver til træer i skoven og ikke genveje til Gud. Verden kan mødes og forstås uden at have skjulte hensigter om at finde Gud, for ham finder du i den spæde i krybben og i manden på korset. Julenat gøres verden til verden, og ikke til et middel for at nå til Gud LAD OS DA holde advent i den tro, at Gud kommer til os, og det er vores sande frihed, for da er vi befriet fra at skulle opfylde religiøse love og lignende for at komme til Gud, for han kommer til os. Vi skal da ikke fare rundt med slør eller underlig hat for tækkes Gud og komme til ham, for Gud kommer til os. Vi sættes da fri til at leve med hinanden i troen på Gud i Jesus Kristus. Det er julens sande og dybe budskab til os alle: at Gud findes i barnet i krybben og i manden på korset. Her vises Guds kærlighed til os; en kærlighed så stor, at end ikke døden kunne holde Jesus tilbage, men selv den måtte han sprænge påskemorgen for han ville elske os. Når vi samles fra nær og fjern i kirkerne til jul, så samles vi om det ord fra Gud, der blev født på jord, og som skænkede os vores frihed til livet. Her kan vi til jul med klar og tydelig røst synge at nu tændtes lys i skyggers land, hvilket betyder at nu kommer Gud til os, fordi vi ikke kan kommer til ham, og det betyder at vi kan kommer til os selv. Glædelig jul i sogn, kirke og hjem! Thomas Reinholdt Rasmussen, Skagensvej 435, Jerup, er sognepræst i Elling, Strandby og Jerup. E-mail: trr@km.dk