Forbrydelse og forsoning

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Trine Dyrholm og Trond Espen Seim er Agnes og hendes mand.

Det er en hård film, en nærgående thriller - og en historie, der taler varmt og kristent for tilgivelse og forsoning. Trine Dyrholm som Agnes har igen en fremragende præstation i en historie, der kræver den yderste smerte og en vrede indtil utilregnelighed - og hun evner det særlige, at give os det hele meget, meget overbevisende og med små, vel afvejede midler. Det er stærkt, at hun kan gøre os forskrækkede og på vagt for, hvad der nu vil ske, blot med den fineste ændring af mimikken, en næsten umærkelig forlængelse af en pause. Og hun er i stærkt norsk selskab med den unge skuespiller med det lange navn, Pål Sverre Valheim Hagen. Han spiller Jan, der som teenager bortførte Agnes lille søn i en klapvogn og blev skyld i hans død. Nu er han ude af fængslet efter en lang afsoning - og får job som organist i en storbykirke. Filmen er de tos historie - de to, der på hver sin måde er blevet ofre for drengens død og for Jans tåbelige misgerning. Jans historie er håbet: Håbet om at få et nyt liv, om at finde ro i kirkemusikken og ensomheden. Han finder sammen med den unge præst, Anna, der også er enlig mor - til en fireårig, lyshåret dreng, meget lig Agnes døde søn fra dengang. Det ser ud som om der er en åbning og et lys forude. Men Agnes er stadig lærer i byen og har fået et liv til at hænge sammen, efter at hun sammen med sin mand har adopteret to piger. Nu ser hun pludselig sin søns morder i kirken - og hele hendes mareridt vender tilbage, den uafsluttede sorg og gru. Sønnens lig blev aldrig fundet og Jan tilstod aldrig, hvad han havde gjort, selv om han blev dømt alligevel. Og ikke nok med at hun genser ham på fri fod - hun ser ham også i selskab med præstens lille søn. Det sætter et forløb i gang hos hende, som hun slet ikke kan kontrollere. Filmen er kunstfærdigt bygget - vi får informationerne i bidder, i afbrudte forløb, og bliver siden holdt i uvished i alt for lange tidsrum, mens et andet forløb spiller sig ud på lærredet. Frem og tilbage i tiden, frem og tilbage mellem forskellige oplevelses-synsvinkler. Stramt, stærkt, inciterende, hele vejen til historiens nødvendige klimaks. Som må opleves alt efter temperament. Instruktørens mål synes at være at tale for den nødvendige konfrontation og udredning mellem gerningsmand og offer - og en nødvendig diskussion af begreber som tilgivelse og forsoning. F.eks. personificeret i præsten, der taler varmt for den kristne tilgivelse, i hvert fald indtil hun pludselig finder sig selv midt i en situation, der tegner problemet meget klart op. En absolut seværdig film med fint skuespil og vedkommende drama. Og en historie, der bekvemt undgår de helt store spørgsmål. Hvordan ville vi f.eks. have det med historiens kristne udfordring, hvis der havde været et pædofilt motiv i forgrunden? Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk “De usynlige” Norge 2008. Instruktør: Erik Poppe Manus: Harald Rosenløw Eeg En time, 55 min. Till. o. 11 år. Biffen, Aalborg