Vold

Forbrydelse og straf

Ukendte gerningsmænd smadrer ruder i bil og hus og maler smædeord på garagen hos et par, der få dage forinden er blevet idømt en - efter manges mening - urimeligt lav straf for årelang mishandling af deres datter/steddatter. Dagen efter reagerer ofrets familie med chok og vantro, da tre overfaldsmænd får domme på mellem tre og fire et halvt års fængsel for rå og afstumpet vold, der fører til et 16-årligt avisbuds død. Ugen startede med to eksempler på, at jura og retfærdighed ikke nødvendigvis hænger sammen i menigmands øjne. For hvad er prisen for et menneskeliv eller en smadret barndom? Svaret burde være enkelt. Vi vælger politikere, som vi har tillid til. De vedtager love, som uafhængige domstole herefter administrerer, og retfærdigheden sker fyldest. Men er vi tæt på et offer - eller føler at offeret kunne være os selv eller en af vore nærmeste - er der som regel kun én lov, der gælder: øje for øje og tand for tand. Den lov blev i humanismens navn afskaffet for mange år siden - i hvert fald på vore breddegrader. Og så er det, folkedomstolen eller gadens parlament ind imellem tager over, som den gjorde i Mou for en uge siden. Nå, heldigvis er de fleste af befolkningens frustrationer i vore dage flyttet over i en knap så hårdtslående verden. I stedet for at sende dødspatruljer på gaden, går vi på nettet og danner Facebook-grupper, hvor vi mødes med vore “venner” for at bekræfte hinanden i synspunkter og holdninger, der sjældent fører aktive handlinger med sig. Det kunne ellers være spændende, hvis alle disse rettænkende væsener engang imellem slukkede for computeren og bevægede sig ud i samfundet for at gøre en indsats for børn, ældre eller samfundets udstødte. Al den energi må da kunne bruges til noget fornuftigt. Så kunne man til gengæld kanalisere noget af al verdens negative energi over i den virtuelle verden. Tænk hvis krigen i Mellemøsten kunne afgøres ved et raskt lille computerspil. Udfaldet ville såmænd nok hverken blive mere eller mindre retfærdigt eller holdbart end det, man får ved at slå hinanden ihjel i en konflikt, der synes komplet uløselig. Mere fredeligt er det gået til på den hjemlige politiske scene, hvor ugens højdepunkter har været SF’s indledende skridt til at fjerne de mest revolutionære fraser fra partiprogrammet samt fejringen af Pia Kjærsgaards 25 års Folketings-jubilæum. Over for så banebrydende begivenheder måtte selv finanskrisen for en stund vige pladsen øverst på den politiske dagsorden. I USA brugte George W. Bush også ugen på at vige pladsen, hvilket han måske ville ønske, at han havde gjort for fire år siden. Han gjorde i hvert fald et temmelig sølle indtryk, da han for en stund forlod flyttekasserne i Det Hvide Hus for at gå til sin sidste pressekonference, inden han definitivt forlader verdens mægtigste embede. Et tv-klip viste et par forkølede forsøg på at joke med den forsamlede verdenspresse, inden han forlod lokalet til, hvad man roligt kan kalde spredt bifald. En alt andet end glamourøs exit, der kommer til at stå i skærende kontrast til den heltemodtagelse, hans afløser, Barack Obama, uden tvivl får om få dage. Også fodboldspilleren David Nielsen kan risikere at slutte sin karriere langt fra toppen. En betinget dom for vold mod sin tidligere holdkammerat Allan Gaarde er næppe den bedste anbefaling, når han nu skal ud at søge nyt job. Ja, hovmod står for fald, som vi ynder at sige her til lands. En læresætning, som jeg skal huske at indprente min 10-årige søn, som i ugen der gik vandt sin første gevinst i en pokerturnering: Et gavekort på 100 kroner. På den anden side: Sjældent har jeg set knægten så stolt, så måske skulle jeg bare lade ham nyde triumfen i fulde drag. Det kan tidsnok blive hverdag igen.