Skagen

Forbud mod tung trafik

Vej i Skagen lukkes for store lastbiler.

Østersøvej i Skagen bliver nu lukket for lastbiler med en totalvægt på over 3,5 tons. Det har teknisk udvalg besluttet. Baggrunden er, at Hedeboskolen ønsker skoleveje i nærområdet bedre sikret. Sikkerhedsproblemerne omkring Østersøvej er blevet forøget af ekstra trafik efter opstilling af et nyt signalanlæg og udførelse af ny belægning på vejen. Trafiksikkerhedsudvalget foreslog i efteråret helt at lukke Østersøvej for gennemkørsel for at sikre skolebørnene, men det er en række grundejere i området imod. Derfor har teknisk udvalg valgt blot at lukke vejen for den tunge trafik i en prøveperiode på et år. Derefter skal effekten af forbuddet evalueres.