Narkokriminalitet

Forbudt at være euforiseret bilist

KØBENHAVN:Fra i dag er det forbudt at køre bil, hvis man er påvirket af euforiserende stoffer. Samtidig vil det frem over blive bedømt på linje med spirituskørsel, hvis en bilist afsløres som påvirket af stoffer. Folketinget har vedtaget et lovforslag, der nu indfører nulgrænsen for kørsel med euforiserende stoffer i blodet. Indtil nu har det ikke været ulovligt i sig selv at køre bil og være påvirket af et euforiserende stof - medmindre altså den påvirkede bilist har været ude af stand til at føre sit køretøj på betryggende vis. Som noget nyt vil politiet benytte sig af muligheden for at kigge bilister dybt i øjnene for at se, om de skulle være på stoffer. Denne kiggen-i-øjne kræver dog en uddannelse, som ikke er afsluttet. Længere ude i fremtiden får politiet også mulighed for at tage spyt- og svedprøver, hvis der er mistanke om stoffer, oplyser Justitsministeriet. Strafniveauet er delt op i tre: Tredje gang koster det ubetinget fængsel i 20 dage og ubetinget frakendelse af kørekortet i fem år at køre og være påvirket af f.eks. hash./ritzau/