Forbudt leg på forkælelsesdag

Legepatrulje-frivillige fik ny inspiration til virket på skolerne

Esben Heine og Henrik Louis
At gå på mælkekasser er virkelig teambuilding.
Brønderslev 2. maj 2018 06:45

BRØNDERSLEV: I det daglige hjælper de børn ind i et fællesskab, så de ikke sidder i et hjørne af skolegården og keder sig.

Det er legepatruljerne, der er tale om. Tirsdag var 260 legepatrulje-frivillige fra landsdelen til en forkælelsesdag på Nordjyllands Idrætshøjskole. Det var Dansk Skoleidræt, der stod bag dagen.

Legepatruljerne lærte også nye lege. Men én leg er i hvert fald forbudt. Det er at kaste med flødeboller mod børns ansigter. Det var tilladt i går, men legepatruljerne fik også at vide, at de nok skal finde en anden form for denne aktivitet hjemme på skolen.

Ellers var der masser af aktiviteter for de 260 legepatrulje-frivillige. De kunne benytte skolens svævebane, og der var en række teambuildingsaktiviteter og boldspil.

I en af legene skulle der i høj grad praktiseres teamwork, nemlig i mælkekasse-samarbejde.

Og de legepatrulje-frivillige får stort udbytte af dagen.

En af eleverne, Josefine Toft Andreasen fra Lundergårdskolen i Hjørring fortæller, at hun kan bruge aktiviteterne med mælkekasser.

Josefine Toft Andreasen har siden januar været aktiv i legepatruljen på Lundergårdskolen, hvor hun aktiverer elever i 0-2. klasse.

- Vi skal sikre os, at der ikke er elever, der ikke er med i fællesskabet i frikvartererne. Siden legepatruljerne er oprettet, er der ikke elever, der ikke er med, fortæller Josefine Toft Andreasen.

Også lærerne fik nye input til aktiviteter, som de kan være med til at sætte i gang på skolerne.

Hirtshals Skole stillede med flest legepatrulje-frivillige, nemlig 42.

Projektleder Ann-Karina Overlade fra Dansk Skoleidræt, der var arrangør af forkælelses- og inspirationsdagen, fortæller, at arrangementet i Brønderslev er det første af 10 forkælelsesdage rundt om i landet.

45-50 af idrætshøjskolens elever stod for forkælelses-aktiviteterne. Det er Signe Edsen og Bjarne Højer, der var på eventmageruddannelsen, der var tovholdere, og havde planlagt dagen i detaljer.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...