EMNER

Forbudt: Nej til job på grund af alder

En af mine venner har søgt en stilling og fået afslag og uden at det står direkte, så er det fornemmelsen, at afslaget er givet, fordi ansøgerens alder var for høj. Kan man det?

I en ansættelsesprocedure må man ikke diskriminere ansøgere på grund af alder.?Arkivfoto: Jens Morten

I en ansættelsesprocedure må man ikke diskriminere ansøgere på grund af alder.?Arkivfoto: Jens Morten

Svar: Man må ikke ved en ansættelsesprocedure diskriminere ansøgere på grund af alder. Man skal således se på de enkelte ansøgeres faglige og menneskelige kompetencer uden at vægte alderen. Det måtte en restauratør erkende på den hårde måde i en afgørelse, som Ligebehandlingsnævnet har afsagt. Der var tale om, at en restauratør annoncerede efter "unge tjenerafløsere til brunch og fester". En 50-årig kvinde søgte stillingen. I sin ansøgning skrev hun, at hun var "en frisk dame på 50 år, let til bens og meget serviceminded". Allerede dagen efter modtog kvinden afslag på ansøgningen. Kvinden klagede til Ligebehandlingsnævnet med henvisning til, at afslaget skyldtes hendes alder. Restauratøren forklarede, at jobbet havde karakter af fritidsjob og nok mest ville appellere til de unge, hvilket var den eneste grund til, at annoncen omtalte "unge tjenerafløsere". Restauratøren forklarede også, at han havde modtaget 90-100 ansøgninger, og at ansøgere blev indkaldt til samtale på baggrund af tre kriterier: tidligere tjenererfaring, bopæl og anden beskæftigelse. De tre ansættelseskriterier fremgik ikke af stillingsannoncen. 21 ansøgere var indkaldt til samtale, og restauratøren forklarede, at alder ikke indgik som et kriterium ved udvælgelsen. Blandt andet forklarede restauratøren, at seks af de ansøgere, der var indkaldt til samtale, ikke havde oplyst alder i ansøgningen. Ligebehandlingsnævnet bemærker, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere blandt andet på grund af alder. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Allerede fordi restauratøren i stillingsopslaget havde søgt "unge tjenerafløsere", havde kvinden påvist sådanne faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at restauratøren havde forskelsbehandlet kvinden på grund af alder. Restauratøren kunne ikke løfte bevisbyrden for, at kvinden ikke var blevet forskelsbehandlet på grund af alder. Kvinden blev derfor tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.BR+SNS