Fodbold

Forbund afviser Messi-appel og fastholder karantæne

Beskyldninger om korruption i Conmebol betyder, at Lionel Messi har landsholdskarantæne frem til 3. november.

Lionel Messi fik et rødt kort i bronzekampen mod Chile ved Copa America, og efter kampen beskyldte han Det Sydamerikanske Fodboldforbund for at være korrupt. (Arkivfoto)

Lionel Messi fik et rødt kort i bronzekampen mod Chile ved Copa America, og efter kampen beskyldte han Det Sydamerikanske Fodboldforbund for at være korrupt. (Arkivfoto)

BUENOS AIRES: Argentina får ikke glæde af holdets anfører og superstjerne, Lionel Messi, i oktobers to testkampe mod Tyskland og Ecuador.

Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) har afvist Det Argentinske Fodboldforbunds (AFA) appel i sagen, hvor Messi havde fået tre måneders karantæne fra landsholdsfodbold.

Det skriver ESPN.

Sagen opstod i forbindelse med Copa America denne sommer, hvor Argentina røg ud til Brasilien i semifinalen, mens Lionel Messi fik rødt kort i bronzekampen mod Chile.

FC Barcelona-spilleren mente, at Argentina var blevet bortdømt af dommerne, og han beskyldte Conmebol for at være korrupt. Af samme årsag blev han væk fra præmieoverrækkelsen.

Den slags beskyldninger falder sjældent i god jord, selv om Messi efterfølgende undskyldte, og i august idømte Conmebol Messi tre måneders karantæne samt en bøde på 340.000 kroner.

AFA appellerede dommen med ønske om en mildere straf, men den appel er nu blevet afvist.

Det er kun i landsholdsregi, Messi har karantæne.

Argentina møder Tyskland 9. oktober og Ecuador fire dage senere. Messi må trække i landsholdsdragten igen fra 3. november.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst