Forbund udelukker alle russiske basketball-landshold

Det internationale basketballforbund har udelukket Rusland fra alle turneringer grundet sportspolitisk uro.

Det internationale basketballforbund (Fiba) har onsdag taget drastiske midler i brug for at tvinge det russiske basketballforbund (RBF) til at få styr på forbundets virke.

Fiba har med øjeblikkelig virkning udelukket alle russiske landshold fra at deltage i turneringer eller aktiviteter, ligesom RBF's medlemskab af Fiba også er midlertidigt suspenderet.

- RBF har modtaget et brev fra Fiba, som siger, at alle russiske landshold er blevet udelukket, fortæller Sergei Chernov, ærespræsident i RBF, til det russiske nyhedsbureau Tass.

Ifølge brevet fra Fiba skyldes udelukkelsen, at forbundet ikke har været i stand til at løse de problemer, der har været internt siden tiltrædelsen af en ny RBF-præsident i 2013.

Valget i 2013 blev efterfulgt af beskyldninger om uregelmæssigheder i selve valget, og der har været rejst krav om et omvalg fra domstolenes side. Men endnu er striden ikke løst, og det har nu fået konsekvenser.

EM i basketball for herrer skal spilles i september, og bliver RBF ikke taget til nåde inden, kommer Rusland ikke til at deltage.

Fiba har dog inviteret RBF til møde 8.-9. august, hvor russerne skal komme med en redegørelse, inden det internationale basketballforbund tager en endelig beslutning om Ruslands medlemskab af Fiba.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst