Forbund utryg ved Sønderskov-banen

Uenighed om banen før DM-løb Kr. Himmelfartsdag

HJØRRING:Motocrossdivisionen under Danmarks Motor Union har hejst det gule flag forud for DM-løbet på Sønderskovbanen ved Hjørring i morgen. Det skyldes de ændringer af den 1750 meter lange bane, som Hjørring Motorsport i den seneste måned har gennemført i et forsøg på at føre den smukke, men efterhånden også noget slidte bane helt op til international standard. 700 kubikmeter lerjord har gjort den gamle sandbane væsentligt hurtigere, og højere og længere hop flere steder på banen skal samtidig øge udfordringerne for kørerne og underholdningen for publikum. Efter en inspektion af banen forud for torsdagens DM-løb har ledelsen i motocrossdivisionen imidlertid krævet ændringer af Sønderskovbanen af hensyn til kørernes sikkerhed. Lidt for spændende - Ledelsen har selv opfordret til, at de danske motocross-baner bliver gjort mere spændende. Men de synes vist, vores bane er blevet lidt for spændende, noterer formand Jens Steffensen, Hjørring Motorsport. - Selvfølgelig skal vi have udfordrende og teknisk vanskelige baner i Danmark. Men det må ikke blive for farligt, og i mine øjne er ændringerne af Sønderskovbanen strammet lige rigeligt. Vi har nogle regler, der skal holdes, replicerer formanden for DMU's motocross-division, sønderjyden Peter Hansen, som i aften vender tilbage til Sønderskovbanen for endnu engang at tage banen nøjere i øjesyn. Han afviser dog, at der lurer en risiko for aflysning af DM-løbet i morgen. - Der er ingen tvivl om, at der bliver kørt motorløb. Onsdag efter skal banen endeligt synes og godkendes, men det kan godt være, der skal en enkelt eller to ændringer af banen til, tilføjer Peter Hansen. Kørere har testet Før den første inspektion af banen fik Hjørring Motorsport i sidste uge en af Danmarks bedste kørere, Jacob Almar fra Randers, til at prøvekøre Sønderskovbanen. Men efter at have mødt den skeptiske holdning hos lederne i motocross-divisionen har Jens Steffensen og hans folk arbejdet hårdt for at glatte de værste forhindringer lidt ud. I går blev banen så testet af en af Hjørring-klubbens egne folk, A-køreren Sune Folsted. Han klarede eksempelvis det store kassehop på 25-30 meter allerede i andet forsøg. Mens Sune Folsted følte de nye udfordringer som store nok, så er Jens Steffensen fortsat af den overbevisning, at hoppet bør gøres så svært, som der i første omgang var lagt op til. - Ikke mindst for at skabe en bane, der lever op til international standard. Det er almindeligt kendt, at danske motocrosskørere har svært ved at køre helt op med den internationale elite. Det skal vi have ændret på, og det skal blandt andet ske ved, at de får flere udfordringer på banerne herhjemme. I vores øjne er der intet i vejen med de ændringer af Sønderskovbanen, vi havde lavet i første omgang. Det gjorde ikke banen vanskeligere end de baner, kørerne møder, når de kører i udlandet, fastslår Jens Steffensen. - . Det kan godt være, kørerne og arrangørerne ser anderledes på det, men jeg ser statistikkerne over skader, og jeg har et ansvar for kørernes sikkerhed, noterer Peter Hansen.