EMNER

Forbyd fjernsyn i lastbiler

Der sker altid uheld i trafikken, ganske uanset hvordan man lovgiver og laver foranstaltninger. Men er der ikke ting, man kunne ændre og måske lave bedre? Der er et ganske naturligt forbud imod at tale i mobiltelefon under kørslen, men hvad med samtaler i walkie-talkie? Hvordan kan det være lovligt at "belæsse" sin bil med fjernsyn og lignende udstyr, med mindre man sikrer at det ikke kan "bruges" under kørslen? Hvordan kan man tillade kørsel med autopilot, hvor føreren med begge ben solidt plantet i forruden, og en enkelt hånd på rattet, fræser ud af landevejen? Ville det mon være mere sikkert at lave en total forbydelse af lastbilers overhalinger på de danske motorveje, og motortrafikveje? De er jo i mange tilfælde skyld i lange køer, og efterfølgende hassarderede overhalinger fra andre billister! Kan det virkeligt være rigtigt at man må ryge sig skæv i hash, eller indtage andre euforiserende stoffer, og køre bil derefter? Ifølge NORDJYSKE 1.8. er det op til Retslægerådet at vurdere en sådan bilists egnethed. Hvorfor er der ikke en klar lovgivning på linie med alkohol? Mener lovgiverne, at alkohol er farligere end stoffer? For mig virker det ganske ulogisk! Michael Madsen pressechef for Borgerlisten for Aalborg Kommune, Hasserisgade 2, Aalborg