Forbyd import af sælskind

Kære justitsminister Lene Espersen. Jeg skal hermed opfordre Dem til at forbyde import af sælskind. For nylig har det grønlandske landsstyre udtalt, at det ikke vil acceptere import af sælskind fra Canada til Grønland.

Dette er begrundet i den mishandling, som sælerne udsættes for under den canadiske sæljagt. I Europa diskuteres et forbud i flere lande - faktisk diskuterede Europarådet helt tilbage i 2004 en stillingtagen mod kommerciel sæljagt, og medlemslandende opfordredes til at indføre nationale forbud. Det har været forbudt at importere og eksportere produkter fra havpattedyr i USA siden 1973. Og alene i år har både Mexico og Italien, der ellers er en af de vigtigste importører af sælskind, meddelt, at de stopper importen af skind og andre produkter fra sæler. Italiens forbud er midlertidigt, men der arbejdes på et forslag til lovgivning, som vil gøre importforbudet permanent ved en afstemning i landets parlament. Loven vil komplementere det eksisterende forbud mod import af hunde- og kattepels. I Danmark har De allerede forbudt import af hunde- og kattepels - efter Italien gjorde det samme - da hunde og katte ofte bliver flået levende i produktionen. Det samme gælder sælerne fra Canada. Jeg opfordrer Dem derfor til at handle straks med et forbud mod import af sælskind, før den canadiske sæljagt begynder igen til marts.