Forbyd tvang

Gruppeformand i 3F Aalborg, Reidar Kongstad, skriver (6.1.), at et forbud mod diskrimination på grund af fagforeningsmedlemskab kan begrænse ytringsfriheden på arbejdspladsen – og at diskussionen i øvrigt hviler på et svagt grundlag, navnlig Institut for Menneskerettigheders (IMR) udredning om fagforeningsdiskrimination.

Fra IMR’s side afviser vi, at udredningen ikke er ”valid”, som Kongstad anfører. Bl.a. citerer Kongstad arbejdsmarkedsforsker fra Københavns Universitet, Jesper Due, der i Ugebrevet A4 langer hårdt ud efter især udredningens statistiske grundlag. Men læserne bør vide, at Jesper Due efterfølgende har berigtiget sig selv i et "Genmæle", der siden er blevet tilføjet A4-artiklen. En mere detaljeret tilbagevisning kan ses på vores hjemmeside menneskeret.dk. Selvom der altså ikke har været belæg for at kritisere udredningens statistiske materiale, er udredningen ganske vist ikke en sociologisk analyse, men en menneskeretlig og dansk-retlig analyse af beskyttelse mod fagforeningsdiskrimination. Og konklusionen er, at den nuværende lovgivning har flere huller, når det gælder beskyttelse mod diskrimination på grund af fagforeningsmedlemskab. Baggrunden for undersøgelsen er tidligere målinger, som har vist, at mange mennesker på arbejdspladser oplever et pres for at være medlem af bestemte organisationer. Samtidig er der indikationer på, at nogle oplever direkte chikane, mobning eller diskrimination, hvis de ikke er medlem af en overenskomstbærende organisation. Her er det vigtigt at understrege, at tillidsmænd og andre naturligvis frit skal kunne argumentere for deres sag og forsøge at overbevise ikke-medlemmer om, at de ville være bedre stillet i netop deres organisation. Som menneskerettighedsinstitut vil vi ikke blande os i, hvilke fagforeninger der beskytter deres medlemmer bedst og hvorfor. Til gengæld har det interesse for os, hvis et fagpolitisk pres bliver til diskrimination, chikane eller mobning. Som institut kan vi ikke tillade os at fravælge sager, fordi vi tror, vi bliver upopulære. Er der med andre ord tilstrækkelige indikationer på diskriminationsproblemer, vil vi altid forsøge at undersøge området med menneskeretlige briller og stille forslag – uanset om det drejer sig om handicap, køn eller fagforeningsmedlemskab. Tilbage står Kongstads bekymring om, at et forbud mod diskrimination skulle begrænse ytringsfriheden på arbejdspladsen. Selvfølgelig vil det ikke det. Så længe tillidsrepræsentanter fra den etablerede fagbevægelse og andre på arbejdspladsen diskuterer fagforeningsspørgsmål på en ordentlig måde, er der jo ingen problemer. For argumentet er vel ikke, at et forbud mod diskrimination står i vejen for de store fagforeningers mulighed for at hverve medlemmer?