Forbyder fodbold i påsken

Sæsonstarten for tusinder af fodboldspillere i Aalborg er udskudt til efter påske.

Fodboldbanerne er endnu ikke klar til fodbold i Aalborg Kommune, vurderer kommunens tekniske forvaltning. Foto: Carl Th. Poulsen

Fodboldbanerne er endnu ikke klar til fodbold i Aalborg Kommune, vurderer kommunens tekniske forvaltning. Foto: Carl Th. Poulsen

Tusinder af fodboldspillere i Aalborg Kommune kan roligt tage på påskeferie, lægge de nypudsede støvler tilbage på hylden og nyde bordets glæder uden dårlig samvittighed. Aalborg Kommune aflyser nu endeligt sæsonstarten 2010 fra U-13 til og med 2. division på kommunens rundt regnet 250 boldbaner, hvor der var programsat kampe i påsken med især skærstorsdag og anden påskedag som kick-off. - Flertallet af baner lider af en så våd og sumpet tilstand efter vinterens voldsomme sne, de seneste dages tøvejr med masser af regn og udsigten til endnu mere nedbør de kommende dage, at budgettet ikke holder til at udbedre banerne her og nu, forklarer Aalborg Kommunes driftsplanlægger, Erik Johnsen, fra natur- og park under teknisk forvaltning. Enten eller overalt - Vi ophæver tidligst forbudet mod fodbold med virkning fra 10. april,. Det øverste jordlag skal være mindst otte grader varmt, før græsset kan vokse, konstaterer han. - I sidste uge tog vi kampen op mod ormeskud og sneskimmel på Nørresundby Boldklubs baner som led i et forsøg, men der går endnu et par uger, før vi kender resultatet, fremhæver Erik Johnsen. - Vi melder enten rødt eller grønt lys. Det er enten eller i hele kommunen. Også selv om enkelte sagtens kunne spille. Det kan jo ikke nytte, at nogle bliver misundelige over, at naboen må, mens andre må leve med et forbud, forklarer Erik Johnsen. Bygger ikke på fakta Den turneringsansvarlige hos Jysk Boldspil-Union, Ole Frandsen, erfarer, at udsættelsen af sæsonstarten ikke nødvendigvis bygger på fakta om banens tilstand. - Mindre kommuner end Aalborg, men trods alt en af de større som Vejle, melder sig eksempelvis klar til sæsonstart for fodbold. Også her er der faldet masser af nedbør, men kommunen bevilger alligevel et ja. Flertallet af Aalborg Kommunes fodboldklubber mangler angiveligt endnu det endeligt officielt svar på, om de er købt eller solgt forud for den planlagte start på turneringen 2010. Retter ind - Hvis der kommer en udmelding fra kommunen om banelukning, så spilles der naturligvis ikke i Nibe anden påskedag, noterer kampfordeler i Nibe Boldklub, Ove Gade.