Forcerede reformer

De sælger nærmest trepattede køer på stribe - og resultatet bliver som regel både højere pris og dårligere kvalitet.

Politik 1. marts 2009 05:00

Politiet har et underskud på 340 millioner kroner på trods af, at det ikke er mange måneder siden, etaten fik en klækkelig økonomisk blodtransfusion i trecifret millionklasse. Og nu skal skatteyderne betale 193 millioner kroner ekstra, fordi den digitale tinglysning er blevet forsinket. For at føje spot til skade kan Domstolsstyrelsen oven i købet ikke være sikker på, at prisen endnu ikke bliver højere. Såvel politi- som retskredsreformen bærer Lene Espersens (K) signatur. Politireformen fungerer langt fra endnu, og det kostede Torsten Hesselbjerg karrieren som rigspolitichef. Det var der måske grund til, men justitsministeren blev forfremmet til vicestatsminister. Og nu dukker der foruden politiets underskud en ekstraregning op i retssystemet - sammenlagt godt en halv milliard ekstra spillemandspenge. Det bliver svært at fedte politiets underskud af på den nye rigspolitichef, Jens Højbjerg, der kun har haft posten i få måneder. Om Domstolsstyrelsens direktør har noget i klemme, må selvfølgelig komme for en dag - men det endelige ansvar er og bliver politikernes. De skal ikke godkende hver eneste faktura og tilrettelægge hver eneste vagtplan, men de skal drages til ansvar på de felter, hvor deres politiske regnestykker ikke holdt vand. De mange og store overskridelser tydeliggør, hvor forcerede de to reformer har været - og det havde dog været lidt lettere at leve med, hvis de så også fungerede lige så strålende, som de var forhåbentlig var tænkt og i hvert fald lovet. Nu er der et Venstre-forslag fremme om, at politikerne selv skal styre pengestrømme i dansk udviklingsbistand - jo, jo, det har de da også utrolige erfaringer med, så det kan da godt blive en slags eksportvare. Måske hellere det, end at den blev herhjemme ...

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...