Ford etablerer et stort brugtbilscenter

Stor udstillingshal fyldes igen med biler

BRØNDERSLEV:Nu kommer der igen biler i den store udstillingshal ud mod Aalborgvej i Brønderslev. Fordforhandler Brdr. Hosbond har købt den 1900 kvadratmeter store udstillingshal. Da Brdr. Hosbond 1. december 2000 overtog Ford i Brønderslev, valgte de nye ejere ikke at lade den store udstillingshal indgå i handelen med direktør Søren Krog Jensen. Søren Krog Jensen beholdt hallen, der siden har stået tom. - Efter to års forhandlinger nåede vi frem til en pris, vi kunne acceptere, og pr. 1. januar overtog vi hallen, fortæller direktør Flemming Johansen fra Brdr. Hosbond i Brønderslev. Der indrettes nu et stort brugtbilscenter i udstillingshallen. - Vi vil altid have 80 nyere, brugte biler udstillet - foruden de nye biler, fortæller Flemming Johansen. Der er plads til omkring 100 biler i den store udstillingshal. Den nuværende udstillingshal ud mod Østergade - som Brdr. Hosbond indrettede - bliver omdannet til erhvervsafdeling med varebiler og mindre ladbiler. Flemming Johansen siger, at Brdr. Hosbond har valgt at satse mere på Brønderslev. - Der er god gang i tingene, siger Flemming Johansen, der i øvrigt mener, at der er et godt marked for nyere, brugte biler. Flemming Johansen fortæller, at der for tiden er håndværkere i sving i udstillingshallen. Han regner med, at det ny brugtbilscenter kan stå klart lørdag 15. februar. I forbindelse med etablering centret vil der blive holdt åbent både lørdag og søndag - i dag er der i weekenden kun åbent på søndage. I alt er der 23 ansatte i firmaets afdeling i Brønderslev.

Forsiden