Ford for fun

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lynhurtig familiebil - ST’en går fra 0 til 100 km/t på 6,8 sekunder.

Der findes læskedrikke ”for fun”, og der findes biler ”for sjov”. Til den kategori hører Ford Focus så absolut. Lige fra dens hidsige orange farve til dens frække bagende med tagspoiler og dobbelt-udstødning signalerer den sjov i gaden - eller vel snarere på den. Med sit gadedreng-look forventer man både en kompetent, sportsligt anlagt undervogn og kraftig maskine under hjelmen - men har Focus så det. Eller det ren mekanikerlærling-lir? Afgjort ikke og hvis det var tilfældet, ville Ford heller ikke slippe afsted med at sælge bilen til den nette sum af 404.000 kr. Nej Focus ST er den ægte vare - den ville sige en ægte GTI’er. Den har en stram undervogn, bl. a. med et sofiskeret multilink-baghjulsophæng og strammere fjedre og hårdere krængnings-stabilisatorer end i den almindelige Focus, men dette til trods er den ikke specielt ukomfortabel, så Focus ST går faktisk også an som rejsevogn på de lange stræk. Men her får man jo ikke så megen fornøjelse af den adrætte undervogn, der i en kombination med skarp og præcis styring gør den særdeles inspirerende at ”æde” sving sammen med. Fin balance, solidt greb i asfalten og den direkte styring gør den sving-hurtig - og sikker. Og så har den i øvrigt ESP til at assistere, hvis bilen måtte være blevet presset så hårdt, at udskridningen er på vej i forkert retning. Men der et men, nemlig det forhold, som også kendes fra andre biler med kraftigt maskineri: urolig fremfærd ved hård acceleration. Bilen trækker fra side til side, så man må arbejde lidt med sportsrattet for at holde kursen. På det felt gør dens direkte konkurrent, Opel Astra OPC det meget bedre, og den er i det hele taget bedre undervogns-afstemt end Focus ST, der savner nogle af Opelens køremæssige raffinementer. Eller sagt på en anden måde - et ”fodboldbillede”: Astra OPC er den elegante og lynhurtige Ronaldinho - Focus er den lige så rappe men tonseragtige Wayne Rooney. Så valget mellem de to vil ikke mindst være et spørgsmål om temperament - om hvordan man helst vil underholdes med fire hjul og en motor. I Focus ST-tilfældet er der tale en om en fem cylindret 2,5 liters turbo-benzin, der yder 225 hk og præsterer et drejningsmoment på 320 NM ved kun 1600 omdr. Med andre ord masser af power til sportslige præstationer så som en topfart på 241 km/t og 0 til 100 km/t på 6,8 sekunder. ST’en er i sagens natur ikke nogen brændstof-økonomisk bil - og dog. For set i forhold til de mange heste, kører den pænt langt på literen. Det officielle tal ved blandet kørsel er 10,8 -km/l - under testen klarede den 9,7 km/l. Men nu køber man heller ikke en bil som Focus ST for at køre økonomisk, men for have en smart, powerfuld, fornøjelig og velkørende bil, der samtidig er sikker og med rimeligt gode pladsforhold. Og det opfylder Focus’en til fulde.