EMNER

Fordi jeg siger det...

Vi kan ikke erfare os til alting, selvom vi skal erfare os til det meste.

ERFARING:Vi kan ikke erfare os til alting, selvom vi skal erfare os til det meste. Det gælder navnlig om livets store spørgsmål om liv, død, tro og mening. Men det gælder også det almindelige hverdagsliv med ansvar og pligter. Ganske vist har de fleste forældre travlt med at belære deres børn om gode manerer, pligter og ansvar. Men den bedste læremester er nu engang livet selv. "Livets hårde skole", som et gammelklogt medlem af min familie engang udtrykte det. Allerbedst er det naturligvis, hvis man på sit eget liv rent faktisk erfarer fornuftigheden i de formaninger, regler og pligter, som far og mor pålægger børnene og de unge. I stedet for, som børnene og især de unge af og til fornemmer det, at opfatte det som udtryk for de voksnes vilkårlige ondskabsfuldheder og indgreb i den personlige frihed. Fra navnlig teenageres synsvinkel vil fællesskab altid betyde begrænsning. Om dette fællesskab så enten er familiens, klassens, kammeraternes eller sportsklubbens. Og de voksne kommer ikke uden om at fastholde regler, ansvar og pligter, selvom erfaringen af deres fornuftighed ikke indfinder sig lige med det samme hos de følsomme teenagere. I sidste instans må regler, pligter og ansvar i situationen fastholdes alene med et voksent "fordi-jeg-siger-det", fordi situationen ikke kan vente på, at det virker indlysende på teenageren. I et noget større perspektiv gælder denne regel også, når det handler om livet og tilværelsen og de spørgsmål, der melder sig i den forbindelse. Her findes der også i både kulturen, i samfundet, i kirken og i nogle familier masser af opsamlede erfaringer af, hvad der er bæredygtigt gennem et helt liv. Man kalder det også for traditioner. Altså overleveringer. Erfaringer eller værdier, som én generation i kulturen, i kirken, i samfundet eller i familien giver trofast videre til den næste generation, sådan som generationer før dem har gjort. I traditioner lever fællesskabets erfaringer videre – som fællesskab. Erfaringer, man som fællesskab og som enkeltmenneske også kan få glæde af i dag, og som man navnlig kan orientere sig efter. Også selvom man ikke rigtig forstår dem. Kulturens og samfundets traditioner og normer yder en god støtte til et hvilket som helst menneske, indtil man måske med tiden selv finder sine egne ben i forhold til de selv samme traditioner og normer. Og måske ydermere indser, at de er både praktiske og gode nok. At de svarer til de erfaringer, som livet i fællesskab med andre selv har lært mig. Eller indtil man forkaster dem og sætter nogle andre ind i stedet for. Som sine helt egne. Af denne sidste slags erfaringer kan man nævne de netop overståede konfirmationer, dåben, vielsen, højtiderne, gudstjenestegang, begravelse, nationale mærkedage, m.m.m. Heri lever et folks og en kulturs fælles erfaringer videre, som alle dem, der regner sig til dette folk, frit kan abonnere på. Men naturligvis også forkaste. Eller være ligeglade med. Men vilkåret i dag er, at kulturen, fællesskabet på næsten alle niveauer og traditionerne trives meget dårligt, fordi individualismen er så altfortærende, som den er. I dag bøjer man sig kun for sandheder, som virker indlysende her og nu. Derfor er sandhederne heller ikke holdbare længere end til næste erfaring, man gør sig. Og man kan slet, slet ikke gøre sin erfaring gældende over for andre. Hvis der ikke længere findes sandheder ud over det enkelte menneske, så findes der heller ikke længere fællesskaber eller kulturer. I hvert fald bliver de meget flygtige og luftige, fordi de er underkastet det enkelte menneskes luner. Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire.