Skinnerup

Fordobler lagerpladsen

Skinnerup Tømrer- og Snedker er i bekneb for plads til tømmer

Allerede i 2005 projekterede Per og Ole Sloth, Skinnerup Tømrer & Snedker, en ny lagerbygning til virksomhedens tømmer og træ. Brødrene måtte dengang hele tiden udskyde byggeriet, fordi der var rigeligt at se til, men i december i fjor blev beslutningen taget. Nu kunne de ikke vente længere. Behovet for mere plads blev så udtalt, at byggeriet simpelthen måtte i gang. Ole Sloth fortæller, at de forventer, at lageret kan blive taget i brug om en månedstid. - Vi har dog ikke hastværk med at få gjort den nye lagerhal færdig, og vi har byggeriet som en buffer, hvis der ikke er så meget andet at lave, siger han. Den nye lagerbygning har et areal på 1500 kvadratmeter. Lagerhallen ved siden af har et indvendigt areal på 1100 kvadratmeter. Med halvtaget når også denne lagerbygning op på 1500 kvadratmeter. Skinnerup Tømrer & Snedker sælger en del tømmer og træ til deres kunder, og desuden har firmaet et tredje lager på 1000 kvadratmeter, som tømrerne og snedkerne også bruger som værksted. Som en af årsagerne til, at lagerhallen bliver bygget nu, anfører Ole Sloth, at materialerne aldrig har været så billige som nu, og samtidig er renten helt i bund med 1,25 pct. p.a. - Vi skal helt tilbage til 2005 for at finde tilsvarende priser på materialerne, og lønninger er ikke steget de seneste tre år, siger Ole Sloth og påpeger, at Skinnerup Tømrer & Snedker har formået at holde samme arbejdsstyrke gennem hele 2010. Firmaet skuer ud i fremtiden, og Ole Sloth afslører, at Skinnerup Tømrer & Snedker faktisk har købt jord til endnu to lagerhaller, såfremt det skulle vise sig at blive nødvendigt.