Fordøm dem ikke

Ny opgørelse viser, at omtrent 100.000 danske børn er dækket ind af deres forældres sundhedsforsikring. Og det er helt i orden.

Da en sundhedsforsikring er en ekstraudgift, som skal afholdes, er det også fortrinsvis familier med høje indkomster, der har råd til dette. Dette betyder en forskellig behandling af børn. Børn, hvis forældre har råd til en sundhedsforsikring, bliver hurtigere behandlet end de børn, der ikke er så heldige at være dækkede af deres forældres forsikring. Straks er alle de forventede højmoralske røster ude med en fordømmelse. Det er "uforeneligt med den velfærdsstat, hvor man behandler folk ens", det "giver en skævvridning og er meget udansk", og SFs sundhedsordfører Jonas Dahl er personligt berørt, fordi "det strider mod mit lighedsbegreb". Det problematiske i sagen er, at det rammer børn, fordi børn ikke selv har mulighed for at sikre sig. Som samfund skal vi sørge for børnenes tarv. Men det, der går helt tabt i debatten er, at sundhedssikring for de bedst stillede på ingen måde betyder, at børn af dårligere stillede forældre ikke får den behandling, de skal have. Har dit barn en livstruende og akut sygdom, kommer du ikke til at blive barnløs, bare fordi du ikke har en sundhedsforsikring. Det skal vores sundhedssystem nok sørge for. Desværre er debatten om sundhedsforsikring udsigtsløs. For hvad vil kritikerne have, vi skal gøre ved dette problem? Skal vi gøre det ulovligt at lave en sundhedsforsikring for børn? På den måde ville vi i hvert fald undgå den skævvridning, som kritikerne bekymrer sig om. Og alle børn ville blive behandlet lige, så på den måde ville vi igen kunne kalde os en velfærdsstat. Eller er løsningen i stedet, at vi skal gøre sundhedsforsikringen offentlig og dække alle børn under 18 år? Det ville i givet fald blive ret dyrt, og med blik på fremtiden, hvor vi skal løse en forsørgerproblematik med færre hænder til at forsørge flere, kan jeg ikke se, hvordan udvidelse af de offentlige udgifter kan komme på tale. Derfor er det bedste nok at acceptere, at sådan er det bare. Og det kan jeg slet ikke se noget galt i. Det vigtige er, at børnene får den behandling, der er nødvendig for at de kan få en god start på livet. Det er min klare opfattelse, at vores sundhedssystem (hvor ineffektivt og dårligt organiseret det end er) trods alt leverer denne ydelse. Hvis nogle mennesker føler, de tjener så godt, så de har råd til at betale ekstra for at få behandlingen (af dem selv og deres børn) lidt hurtigere, kan jeg ikke se, hvorfor det skulle være galt. Er det virkelig noget, vi skal bruge vores energi på at pege fingre ad? Personligt vil jeg sige, at der er andre ting i sundhedssektoren, jeg hellere vil diskutere. JEPPE LISDORF er førstegenerationsindvandrer fra Esbjerg, der som freelancejournalist med base i Aalborg har hele verden som sin arbejdsplads.