Fordømmer deportation

De Palæstinensiske Selvstyreområder 5. september 2002 08:00

} RAMALLAH: Udenrigsminister Per Stig Møller (K) og den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, langede i går kraftigt ud efter Israel, fordi israelerne tidligere på dagen udviste to palæstinensere fra Vestbredden til Gazastriben. De to palæstinensere er i familie med selvmordsterrorister, der har sprængt sig selv i luften i Israel, og formålet med deportationen er at fratage andre selvmordsterrorister lysten til at begå attentater. - Deportationer er ikke en løsning. Vi er imod det. Vi er imod kollektiv afstraffelse, sagde Stig Møller efter et møde med Arafat i palæstinenserlederens hovedkvarter i Ramallah. Arafat betegnede deportationen som "en forbrydelse" og sagde, at den vil "eskalere" konflikten. - Det er i strid med international lov, sagde han. Tidligere onsdag forsvarede Israels forsvarsminister, Benyamin Ben-Eliezer, udvisningen af palæstinenserne. - Vi har ødelagt terroristernes huse, og det har reduceret antallet af selvmordsattentater. Deportationen er endnu et redskab i kampen for at standse terrorismen, men jeg er ikke glad for, at vi må gøre det, sagde han efter et møde med den danske udenrigsminister. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...