Fordybelsens magi

Hjælp jeg drukner! Et indtil videre lydløst, men stadig mere påtrængende råb om hjælp. En af dagene bryder det ud. Tror jeg. Sådan føltes det i hvert tilfælde, da jeg i aftes gik i dynerne efter timers kamp for at finde det tv-program, det kunne give mening at bruge tid på denne aften. Her i vores hus er der sket det, at vi er blevet beriget med 42 kanaler. Det gamle system med en lettere beskadiget stueantenne nægtede at stå model til den seneste digitalisering. End ikke DR1 dukkede frem på skærmen i den nye HD udgave. Nu sidder vi så med 42 kanaler på prøve i nogle uger og kæmper os indædt frem og tilbage og frem igen i forventningen om, at mange kanaler er mange gange bedre end få. At muligheden for gode oplevelser er mange gange større. At der da må være noget, der er bedre end gamle danske og amerikanske film, soapserier, realityserier, politiserier, konkurrencer og beretninger om mennesker med sære handicap. Hvor man havner er en smagssag. Så fred være med det. Problemet er al den tid, al den uro. Alt det fravær, som følger med konstant at være på vej et andet sted hen eller blive hængende bare for at få tiden til at gå. Alt - selv det gode program - mister sin værdi og evnen til at fastholde. En slags tv-stress. En slags billedforstoppelse . En slags værdifrustration. Midt i remote-hurlumhejet faldt vejen torsdag aften forbi Aalborg Teaters mindste og mest eksperimenterende scene, Transformator. Her var reading på skuespiller ved teatret, Caspar Juel Bergs "Djek, Cav, Kril og Noa", en beretning om fire drengerøve, der spiller brætspil, ryger lidt sjov tobak i al ligegyldig overfladiskhed. Lige indtil katastrofen rammer ned lige der, hvor de er. Et teaterstykke, opført som radiospil. Eller omvendt. Ligemeget. En fantastisk, næsten magisk oplevelse at sidde i det mørklagte teaterrum, med en tom scene, befolket af stemmer og lyde formidlet af højttalere fra rummene ved siden af. Her sad vi side om side i det lille teaters sære samling af gamle lænestole og sofaer og lod vores egen fantasi spille med. Vi skabte vore egne billeder af de fire drenges brætspilssammenkomst, af syndfloden, der hamrede mod ruderne. Vi sank ind i et fællesskab, hvor lydene, stemmerne, fantasien havde herredømmet. Næsten som dengang Radioteatret skabte intense oplevelser rundt om i de små hjem med dramatik, med krimier - der er stadig folk, der husker "Gregory-mysteriet" fra 1954 og "Sivah-skriget" fra 1956. Oplevelser, der samlede millioner af gysende danskere omkring radioapparaterne. Oplevelser med tid og rum til at gribe og fastholde værdien i at læne sig tilbage, slå fantasien til og bare lytte. Radioteatret afgik ved døden, 79 år gammelt, 1. januar 2008 i en af de store spare-runder i DR. Dramatikere og andre kunstnere protesterede. "Fordybelse og poesi står ikke længere på dagsordenen", konstaterede de. "Lytterne til radioteatret er forsvundet", konstaterede DR. Om det sidste er korrekt må blive et spørgsmål. Der er nok blevet færre. Men i en snak om værdier og i særdeleshed i forhold til en public service institution som Danmarks Radio burde antallet alene ikke være afgørende. I hvert tilfælde ville det være velgørende i en tid, hvor al ting drukner i billeder og mængder af tv-kanaler, at holde fast i, at der skal være plads til både fordybelsen og poesien. Til at huske os på, at vi selv er udstyret med en fantasi, der kan være med til at skabe oplevelser, skabe vore egne billeder. Derfor et stort tillykke til alle os i Nordjylland med, at vi har et lille, ungt eksperimenterende teater, der, støttet af det store landsdelsteater, tør gå de smalle veje ind i oplevelsernes magiske verden. Og at det lykkes for dem. Af Elsebeth Dissing elsebeth.dissing@nordjyske.dk