EMNER

Forebyggelse kan ikke måles

Aars Kommunes tilbud til børn med knas i motorikken, "Børn i bevægelse" hitter blandt studerende og fagpersonale fra Nordjylland og resten af landet. Men det er tvivlsomt om Aars Kommune og Nordjyllands Amt får noget for den million, der hvert år bliver brugt på den forebyggende indsats. Målbar forskel er der i hvert fald ikke, når børnene når op i børnehaveklassealderen, viser en undersøgelse lavet af Anne-Mette Støvring, der til hverdag arbejder som underviser på ergoterapeutuddannelsen Sundheds SCV Aalborg. Motorisk er børnene i Aars hverken værre eller bedre stillet end børnene i Hobro, der ikke har en forebyggende indsats, konkluderer hun.