EMNER

Forebyggelsens balancegang

AALBORG:Er det godt eller skidt at undervise de unge om spiseforstyrrelser? I Aalborg kommunes skole- og kulturforvaltning arbejder SSP-konsulent Bjarne Hansen med at finde ud af, hvordan man giver unge informationer på den rigtige måde. - Det er en balancegang. Når man arbejder for at forebygge kan det i visse tilfælde have den modsatte effekt, siger han. I SSP-regi lægges der op til, at de personer, som til daglig har med børn og unge at gøre, får oplysning om spiseforstyrrelser og så giver de rigtige holdninger videre. - I gamle dage fyldte man de unge med viden. I dag prøver man at præge dem med holdninger om at eksempelvis spiseforstyrrelser, stoffer og selvmord er farligt og forkert, siger han. Anne Minor Christensen fra Landsforeningen af Spiseforstyrrelser stiller sig undrende overfor den holdning. - De unge finder alligevel den information, de skal bruge. De kan finde alt på nettet, men hvis de bare får smidt informationerne råt i hovedet, får de ingen svar på de spørgsmål, de måtte have. Derfor er det vigtigt at hjælpe de unge med at bearbejde informationen, siger hun. Men indtil videre vælger Aalborg Kommune at støtte sig til Sundhedsstyrelsens vejledning om at undlade at give undervisning om emnet.