Forebyggende indsats smuldrer

Pædagoger beklager nyt forslag

EMNER 1. juni 2005 06:00

AALBORG: - Det er bare så drønærgerligt... Dét mener fællestillidsmand for projektpædagogerne i Aalborg Kommunes børnehaver og daginstitutioner, Sandie Busk. Selvom ingen bliver fyret, er hun meget ked af, at socialforvaltningen foreslår, at den nuværende varmekasse-ordning nedlægges. - Allerede nu, kan vi jo se, at mange af de børn, som ikke er svage nok til at komme i varmekassen, bliver ladt lidt i stikken, siger hun. - Og det sker ikke, fordi pædagogerne ikke kan se, at de har behov for hjælp. Men simpelthen fordi, der der ikke er nok tid, pointerer hun. Sandie Busk beklager, at kommunen med et pennestrøg skrotter et projekt, som alle er glade for, selvom hun godt forstår, at der er behov for flere regulære støttepædagoger. - Men når man løser problemet på denne måde, får man måske endnu større problemer på længere sigt, siger hun. - De børn, som vi hjælper i dag, risikerer at udvikle større problemer, inden de kan få hjælp, og det er jo ikke ligefrem meningen, tilføjer hun. Sandie Busk frygter også, at det gode samarbejde, som projektpædagogerne har med forældrene, vil gå tabt. - Som det er i dag skal forældrene sige ja til at være med, og det betyder enormt meget for samarbejdet, forklarer hun. - Som støttepædagog bliver man til gængæld visiteret, og det skaber ikke den samme grad af frivillighed, mener hun. Som projektpædagog tilrettelægger Sandie Busk i høj grad sin egen arbejdsdag. Og selvom det betyder, at nogle dage er mere travle end andre, vil hun nødigt bytte. - Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi er ansat udenfor normeringen, understreger hun. - Det fungerer enormt godt i hverdagen, for nogle gange er der behov for lidt hjælp, når børnene bliver afleveret, og andre har det måske svært, når de skal sidde stille og koncentrere sig, forklarer hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...