EMNER

Forebyggende politiarbejde

Politiet i Skagen vil undersøge problemets omfang, og derefter arbejde præventivt

SKAGEN:Politiet i Skagen er ved at starte et nærpolitiprojekt for at forebygge narkoproblemer blandt de unge. Projektet er stadig kun i startfasen, men omkring juni, vil politiet være klar med de første konkrete initiativer. - Vi har ikke fastsat målene for projektet endnu, fortæller lederen af politistationen i Skagen, Norman Andersen. Politiet vil indkalde deres samarbejdspartnere til møder i begyndelsen af maj. Der bliver mindst tale om deltagerne i SSP-samarbejdet, men politiet vil trække på alle gode kræfter. - Politiet kan ikke gøre meget alene, erkender Norman Andersen. Når først målene er fastlagt og nedskrevet, går det egentlige arbejde i gang. Første fase bliver at afdække problemet, og finde ud af, hvilke konkrete initiativer, der skal sættes i gang. - Vi skal afdække problemerne og myterne, siger Norman Andersen. Politet har allerede lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne i 9. og 10. klasse i Skagen Kommune. Norman Andersen er også overbevist om, at det er skoleeleverne, de skal have fat i. - Vores indsats skal være forebyggende, fortæller han. Det er baggrunden for, at politiet vil bruge en problemorienteret arbejdsmetode. I stedet for at vente til de unge har taget stofferne og er kommet i problemer, tager politiet nu fat i dem, før de kommer i problemer. Politiet i Skagen har sat to mand af til at arbejde med projektet. Ikke på fuld tid, men i det omfang, det er nødvendigt. - Vi bruger de ressourcer, der er påkrævet, slår Norman Andersen fast. Han vurderer at projektet let kan are året ud.