Arbejdsmiljø

Foredragsrække om stress

70 procent af almindelige lidelser er forbundet med stress

BRØNDERSLEV:Psykolog Bjørn Danielsen fra Frederikshavn ved, at stress er et meget alvorligt problem i mange menneskers liv. Et stresset liv kan føre til både udbrændthed, angst og depression. Det har han oplevet både i sin praksis og i det rådgivningsarbejde, han har i Frederikshavn og Brønderslev. Derfor har han nu besluttet at holde en række foredrag om emnet. Foredragene holdes både Brønderslev, Frederikshavn og Hjørring. - Det er nødvendigt, at flere får kendskab til de mekanismer, der påvirker vort helbred. Undersøgelser viser, at syv ud af de ti mest almindelige lidelser er forbundet med stress, forklarer han. Foredragsrækken er bygget omkring fire emner. Det første foredrag handler om det psykosociale arbejdsmiljø, andet foredrag beskæftiger sig med stress og udbrændthed. Det tredie foredrag tager udgangspunkt i de alvorlige følger, stress kan få, nemlig angst og depression, og endelig vil han gerne fortælle om, hvordan man giver sit barn større selvværd. Foredragene kan sagtens bruges hver for sig, og man kan tilmelde sig så mange foredrag, man vil. Hvis man vil deltage i foredrag i Brønderslev, finder de sted fire tirsdagaftener i træk, nemlig 29.oktober, 5. november, 12. november og 19. november, og tilmelding skal ske direkte til Bjørn Danielsen. - Målet er, at den enkelte lærer at såvel håndtere lavt selvværd som stress, siger Bjørn Danielsen.