Hjernesygdomme

Forelskelse giver sommerfugle i hjernen

Tiden er inde til sommerflirt og hurtige forelskelser. Den videnskabelige forklaring på, hvad der sker, når vi forelsker os, skal man lede efter i hjernen. Men man skal lede længe endnu, mener hjerneforsker

Hvor har de dog gemt sig hele vinteren, alle disse smukke kvinder med blomster i cykelkurven og flagrende sommerkjoler? Og hvorfor er det nu lige, det kilder lidt i maven, når de cykler forbi? Og kilder det overhovedet i maven, eller er det bare noget, jeg bilder mig ind? - Sommerfuglene i maven flagrer først rundt oppe i hjernen og stiger siden ned. Så metaforen burde måske revideres, siger Morten Kringelbach. Han er hjerneforsker ved University of Oxford og er forfatter til den meget roste bog "Hjernerum", der udkom sidste år, og som på et let forståeligt sprog gør den nyeste hjerneforskning tilgængelig for menigmand. Morten Kringelbach vil gerne give et bud på, hvad der sker i vores hjerne, når vi forelsker os. Men på samme måde som han gør det i sin bog, vil han også gerne understrege, at hjerneforskningen hele tiden arbejder på randen af vores uvidenhed, og derfor er det overvejende sandsynligt, at meget af det, vi ved i dag, vil vise sig at være forkert i morgen - eller om ikke forkert så i hvert fald langtfra fyldestgørende. I løbetid For at forstå, hvad der sker, når vi forelsker os, må vi også prøve at forstå hvorfor. Det fører os helt hen til det mest eksistentielle spørgsmål af dem alle, nemlig meningen med livet. - I en meget snæver forstand er der i hvert fald to formål med livet. Dels at vi er i stand til at overleve og dels til at få afkom. Forelskelsen hænger først og fremmest sammen med sidstnævnte og er derfor beslægtet med løbetid hos andre dyr som hunde - om end det naturligvis er langt mere kompliceret. For eksempel får kvinder ikke røde rumper som nogle hunaber i løbetid, siger Morten Kringelbach. Pointen får ikke lov til at blive stående, for straks efter stiller han modspørgsmål til sig selv. - Hvis meningen med forelskelsen er at få afkom, hvorfor bliver homoseksuelle så forelskede? Det viser lidt om, hvor komplekse disse spørgsmål er. Men måske er der noget om snakken, for homoseksuelle kan jo også godt have lyst til at få børn, siger han. Selve forelskelsen findes der ikke nogen videnskabelig definition på. Morten Kringelbach betegner den som en følelse af glad usikkerhed med store udsving i de emotionelle oplevelser, og fordi følelsen er så intens, kan vi ikke gå rundt og være forelskede i længere perioder. - Når man er rigtig forelsket, sker der en ændring i balancen i hjernen, så man får en oplevelse af glæde. Men samtidig sker der det, at det, man normalt finder glæde ved, ofte ikke er glædeligt mere. Der er nu kun én person, som kan udløse glæden. Hvis man kan ændre på de aktiviteter i hjernen, der forårsager glæden, så ville man måske kunne behandle forelskelse. Men på nuværende tidspunkt ved vi stort set ingenting om, hvor i hjernen forelskelsen sidder, siger han. At det rent faktisk kan lade sig gøre at ændre på aktiviteten i hjernen, er der alt for mange eksempler på fra mennesker med hjerneskader. For nylig blev der lavet en undersøgelse, hvor seks personer med meget alvorlig, langvarig depression fik indopereret elektroder i den del af hjernen, der hedder den subgenuale cortex. Elektroderne stimulerede denne hjernedel, og fire af patienterne fik det markant bedre i den periode, forsøget varede. - Jeg har set det samme virke på patienter med Parkinson, hvor de stopper med at ryste, så snart nervestimulationen starter. Men det er en meget radikal behandling, der endnu er på et meget tidligt stadium, siger hjerneforskeren. Sex i en hjerneskanner Det kræver avanceret måleudstyr at kortlægge, hvor i hjernen forskellige aktiviteter finder sted. Hjerneaktivitet udspringer af elektriske impulser, der sendes mellem hjernens nerveceller, neuroner, og kan måles ved hjælp af forskellige hjerneskanningsmetoder. En af de nyeste af slagsen, en såkaldt MEG-skanner, giver Morten Kringelbach og hans kolleger mulighed for at måle direkte på de elektromagnetiske signaler, neuronerne sender til hinanden over millisekunder. Men da forelskelse ikke er en følelse, man kan slukke og tænde for, er det stort set umuligt for forskerne at definere, hvad der sker i hjernen, når man bliver forelsket. Til gengæld beskriver Morten Kringelbach i sin bog nogle hollandske forsøg med sex i en hjernescanner. Forsøgene viste forhøjet blodgennemstrømning i flere dele af hjernen. Gennemstrømningen var særlig stærk i den del dybt i hjernen, hvorfra signalstoffet dopamin udspringer. Tilsvarende aktivitet er fundet ved belønningsforsøg med både mad og stimulanser. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at dopamin i sig selv har en belønnende virkning. - Dopamin laver måske noget helt andet. Den seneste forskning tyder på, at dopamin i stedet viser forskellen på, hvad du forventer, og hvad du får, siger Morten Kringelbach og peger endnu en gang på, hvor lidt vi rent faktisk ved om hjernen. Men at sex ligger højt på hjernens belønningsliste, er der ingen tvivl om. Hvis man ellers kan tale om, at hjernen belønner kroppen for forskellige aktiviteter, bliver sex formentlig kun overgået af føde. Forventningens glæde Om stoffet dopamin er årsagen til eller konsekvensen af glæden ved sex og andre nydelser er ikke til at sige. Lidt på samme måde er det med sommerforelskelsen, når kvinderne kommer cyklende i de flagrende kjoler. For ligesom Pavlovs hunde, der lærer at savle, når de hører en klokke, fordi de ved, at lyden blev efterfulgt af mad, er vi mennesker hurtige til at lære, hvad sommerens lyksaligheder kan bringe. - Pludselig ser du solen, og pigerne får lårkort på. Belært af erfaringen kommer du måske i en forventningsfuld tilstand om, hvad det kan føre til, og så kan det ende med at blive en selvopfyldende profeti. Det er en grundlæggende del af vores adfærd, at vi hele tiden danner associationer. Stofmisbrugere er for eksempel mindst lige så afhængige af den adfærd, der fører til stimulanserne, som til selve stimulansen. At se sprøjter og de andre ting, der hører med til stofmisbrug, gør, at de vil have stoffet, og det er derfor, det gælder om at få dem væk fra miljøet, siger Morten Kringelbach. Orgasme i foden Hele vores krop er repræsenteret ved forskellige områder i hjernebarken. Det er forklaringen på, at folk, der har mistet en legemsdel, stadig kan mærke smerter i den manglende del. Ansigtet og genitalierne fylder en langt større del end for eksempel knæ og albuer, og områderne er fordelt således, at hånden ligger ved siden af ansigtet, og foden ved siden af genitalierne. I særlige tilfælde er det muligt for et område i hjernen at overtage et andet område, og derfor kan Morten Kringelbach i sin bog "Hjernerum - den følelsesfulde hjerne" berette om en mand, der fik orgasme i foden. Bogen udkom på Peoples Press sidste år. Læs mere om Morten Kringelbach og bogen på www.kringelbach.dk. - Hellere numser end frugtjuice Vi mennesker er ikke alene om at være interesserede i det modsatte køn. Et nyligt forsøg med aber udført af neurobiologen Michael Platt viste, at aberne var langt mere interesserede i at kigge på billeder af deres artsfællers røde numser, end de var af andre former for belønning, som for eksempel frugtjuice.