EMNER

Forelsket i Nordkap

Præstevikar i Biersted, Mogens Lindhardt Pedersen, elsker den nordnorske natur efter otte år på Nordkap

Det er dejligt at være tilbage i den danske folkekirke, kan Mogens Lindhardt Pedersen konstatere. Men han savner lidt den norske tradition, hvor hovedparten af gudstjenesten messes fremfor som i den danske, hvor der tales almindeligt. Foto: Jens Morten

Det er dejligt at være tilbage i den danske folkekirke, kan Mogens Lindhardt Pedersen konstatere. Men han savner lidt den norske tradition, hvor hovedparten af gudstjenesten messes fremfor som i den danske, hvor der tales almindeligt. Foto: Jens Morten

For otte år siden pakkede Mogens Lindhardt Pedersen og hustruen Sonja kufferterne for at tage til det nordligste Norge. Han havde fået stillingen som præst på Nordkap. Parret regnede med at blive i det norske i to år for at opleve eventyret med midnatssol og vintermørke. De blev dog hurtigt så forelsket i stedets magi, at de først otte år senere satte kursen tilbage mod Danmark. Det var stillingen som konstitueret præst i Biersted, der gjorde udslaget til hjemrejsen. - Vi havde gået et stykke tid og tænkt på, at nu var det på høje tid, at vi skulle hjem igen, fortæller Mogens Lindhardt Pedersen. Provsten lokkede Han havde ved en tilfældighed mødt provst Poul Farsinsen på stranden i Rødhus under en ferie i Danmark i sommer. Provsten lokkede med stillingen i Biersted, og Mogens og Sonja Lindhardt Pedersen traf den svære beslutning at sige farvel til det Nordkap, som de var faldet pladask for. - Det har sin pris at være langt væk fra familie og venner. Mens vi har været på Nordkap, har vi fået to børnebørn. Da de kom til, begyndte taxameteret at tikke. Nu var det snart tid at vende hjem, fortæller præsten. Mange præster bliver årtier i samme embede. Det giver en tæt tilknytning til mange i menigheden gennem generationer. Men det har aldrig været det, som trak i Mogens Lindhardt Pedersen. Han har været flere steder i sin tid som præst og føler selv, at han har fået flere oplevelser end de fleste. Fra 1988 til 1993 var han sømands- og ambassadepræst i den belgiske by Antwerpen. Han blev opfordret til tage stillingen og tog sammen med sin kone og parrets to yngste børn til Belgien. Den ældste blev hjemme i Danmark for at gå på gymnasiet. Tilbage til Danmark Det var da også familielivet, der på et tidspunkt trak familien tilbage til det danske, da det passede dårligt med sønnens skolegang at blive i Belgien. Mogens Lindhardt Pedersen tror, det var den positive oplevelse ved at være præst for den danske sømandskirke i Belgien, der senere fik dem til at flytte til Nordkap. - Når man en gang har været ude, så får man bacillen i blodet, mener præsten, der efter planen skal blive i Biersted indtil sommer, hvor en ny præst gerne skulle være fundet.