Forening af to verdener

Ny AaB-formand skal bruge det vigtigste fra erhvervsliv og sportsinteresse

AALBORG:Han er 51 år, fraskilt og far til tre drenge på 30, 15 og 10 år, og så har han 30 års erfaring fra erhvervslivet - og lige så vigtigt - 43 års sportsinteresse i blodet. Den nye formand for AaB A/S, Per Søndergaard Pedersen, mener nemlig ikke, at hans erhvervserfaring alene ville være nok til at styre en koncern som AaB. - Det er nødt til at være en kombination. I en sportsklub man man ikke undvære den frivillige arbejdskraft og de klubfølelser, der ligger bagved, så det er man nødt til at kende til. Men samtidig er det vigtigt at det kommercielle også hænger sammen, og her kan man bruge nogle redskaber fra erhvervslivet. Det gælder om at forene de to verdener, siger Per Søndergaard. Han startede selv med at spille fodbold i AaB som otte-årig. Senere gik turen til B52, hvor han også forsøgte sig som træner i de spæde seniorår. Det aktive sportsliv måtte imidlertid vige pladsen efterhånden som Per Søndergaard steg i graderne i Spar Nord, hvor han endte som afdelingsdirektør i erhvervsafdelingen, inden han i slutningen af firserne skiftede til TK Development, hvor han var administrerende direktør frem til 2002. Siden da har det været bestyrelsesarbejde - eller konsulentvirksomhed, som han selv kalder det - der har optaget Per Søndergaards tid i form af rollen som professionelt bestyrelsesmedlem. I alt 22 poster er der på porteføljen, og så er der ikke også plads til et fast job. - Skal man gå ind i bestyrelsesarbejdet skal det gøres helhjertet. Man kan måske have én eller to bestyrelsesposter ved siden af et direktørjob, men så heller ikke mere, siger Per Søndergaard, som da også stortrives i rollen. - Jeg synes det er sjovt at være med til at forme virksomheder og så giver det mulighed for at få en stor bredde på sit arbejde. Jeg sidder i bestyrelsen for virksomheder, som kun handler i Danmark og samtidig er der også andre som f.eks. Nowaco (hvor han er formand for Nowaco Group. red), der har afdelinger mange steder i verden. Det giver en god indsigt, når man skal diskutere forskellige problemstillinger, siger han. I de fleste bestyrelser kan arbejdet foregå i rimelig fred og ro i forhold til offentligheden. Sådan er det ikke som formand for en børsnoteret idrætskoncern som udenomsaktiviteter. Det har Per Søndergaard allerede kunnet konstatere igennem tre år i AaB's bestyrelse, og han er da også forberedt på at presset på formanden ikke bliver mindre. - Men jeg synes også at vi er blevet mere professionelle til at tackle tingene. I de fleste børsnoterede fodboldklubber skulle man lige finde en balance mellem de børsetiske regler og presset udefra. Det skulle AaB også, men jeg synes at f.eks. behandlingen af bataljen mellem David Nielsen og Allan Gaarde blev tacklet helt rigtig, siger Per Søndergaard, som erkender at sportsen verden er meget anderledes end de bonede gulve. - Tag f.eks. AaB i Kijev i 1989, hvor en dommerfejl forhindrede at vi kom i Champions League. I sportens verden kan det være "stolpe ud" der afgøre tingene. Så enkelt er det ikke i erhvervslivet, men jeg har da været vant til presset f.eks. når man har forhandlet til halv fem om morgenen og så skal være til pressemøde klokken ni, siger han. Dengang skulle han dog ikke finde sig i utilfredse fans sponsorer og aktionærer, som alle ville give deres besyv med her og nu. - Nej. der er mere respons, og folk skal da også have ret til at have deres meninger. Jeg må jo tage de øretæver, der kommer - men jeg håber ikke det blive nødvendigt med ret mange, smiler den nye mand med taktstokken i AaB.