Forening er rasende over stramning

En stramning af dispensationer falder ikke i god jord hos boligejerne

EMNER 12. december 2004 05:00

HJØRRING: Det bliver i fremtiden langt sværere, at få en dispensation til en ændring af sin bolig, hvis man bor i Hjørring Kommune. Tidligere tiders praksis, hvor kommunen ofte gav en dispensation, er nemlig på vej ud, fortæller udvalgsformand Ole Ørnbøl i dag i NORDJYSKE. - Vi kommer til at stramme op, siger han. Men den udmelding falder mildest talt ikke i god jord hos nogen af dem, som de nye toner kan gå ud over. - Det her tager vi kraftigt afstand fra. En kommune skal forvalte reglerne og den kommunale administration har jo til opgave at være til service overfor borgerne i den forbindelse - det her lugter langt væk af, at man vil spare penge og tid i administrationen fordi man er "irreteret" over, at der er mange der søger dispensationer, siger Allan Malskær, der er formand for Parcelhusejernes Landsforening. Foreningen varetager de danske parcelhusejers interesser og arbejder blandt andet sammen med grundejerforeningerne. Allan Malskær mener ikke, at Hjørring Kommune har nogen grund til at melde ud som de gør. - Hvis Hjørring Kommune havde et problem med, at de gik ud over reglerne, så var det måske rimeligt at stramme op. Men de bliver stadig nødt til at kigge særskilt på den enkelte ansøgning - den her udmelding passer ikke til en moderne kommunal ledelse, tilføjer Allan Malskær, der frygter, at ansøgningerne om dispensation i fremtiden risikere slet ikke at blive behandlet, fordi forvaltningen nu er mindre tilbøjelige til at give en dispensation. - Det her er galimatias og jeg kan kun anbefale borgerne at søge videre og eventuelt klage, siger Allan Malskær.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...