Forening: EU-rapport uden sex er useriøs

Det er useriøst, når EU-Kommissionen har renset en rapport om mænds sundhed for tabuer, siger Sex & Samfund.

Forening: EU-rapport uden sex er useriøs

En ny EU-rapport om mænds sundhed er renset for stort set alle ord og passager om mænds seksualitet og seksuelle sundhed samt selvmord.

Og det giver et skævt billede af mændenes sundhedsproblemer, siger Sex & Samfund.

- Vi er chokerede og bekymrede over, at der kan komme en EU-rapport om mænds sundhed, hvor man mørklægger de her sandsynlige tabuemner, siger generalsekretær Bjarne B. Christensen fra Sex & Samfund.

I den oprindelige rapport, som findes på EU-Kommissionens hjemmeside, er emner som prævention, selvmord og homoseksualitet med, men de er pillet ud af den udgave, som er beregnet for blandt andre politikere og beslutningstagere.

Talsmanden for sundhedskommissæren, Frédéric Vincent, forklarer til Politiken, at emnerne er fjernet, fordi de ikke kan betragtes som hovedprioriteter.

Men det er Sex & Samfund dybt uenige i.

- Det er ganske useriøst. Det kalder jeg ikke en seriøs prioritering på et videnskabeligt grundlag - det kalder jeg noget, der ligner censur, siger Bjarne B. Christensen.

Han frygter i stedet, at det er de katolske lande i EU, som ikke vil have emnerne med.

- Vi har gang på gang set lande som Malta, Polen og Irland med Vatikanstaten i spidsen modarbejde for eksempel homoseksuelles rettigheder, unges ret til seksualundervisning, adgang og ret til at bruge prævention og ret til frie og sikre aborter, siger han.

Sex & Samfund vil nu forfølge sagen, så der kommer nogle "seriøse forklaringer" på, hvorfor rapporten er blevet ændret.

/ritzau/