Udland

Forening: Fortsat ulovligt at være homoseksuel i Uganda

Der er en øget risiko for stigende vold mod homoseksuelle i Uganda, lyder der fra foreningen LGBT Asylum.

Det er positivt, at Ugandas forfatningsdomstol har annulleret en omstridt anti-homolov, men det ændrer ikke ved, at det fortsat er ulovligt at være homoseksuel i Uganda.

Sådan lyder det fra organisationen LGBT Asylum, der arbejder for at støtte asylansøgere i Danmark, der er bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede.

- Det er selvfølgelig positivt, at den nye lov er erklæret ugyldig, siger Mads Ted Drud-Jensen, talsperson for LGBT Asylum.

- Det er dog vigtigt at få med, at loven er faldet med henvisning til en procedurefejl i forbindelse med vedtagelsen og ikke på grund af indholdet, siger han.

Ugandas forfatningsdomstol har fredag annulleret landets anti-homolov, der gjorde det strafbart at være homoseksuel.

Ifølge BBC blev loven annulleret på en procedurefejl, da der ikke var et beslutningsdygtigt antal parlamentarikere til stede, da loven blev stemt igennem i december sidste år.

- Det betyder, at der ikke er noget til hinder for at fremsætte og vedtage den igen. Det betyder også, at den eksisterende straffelov, der i forvejen kriminaliserer homoseksualitet, stadig er gældende, siger Mads Ted Drud-Jensen.

- Det vil sige, at homoseksualitet stadig er ulovligt i Uganda, konstaterer han.

Han frygter, at der nu vil være stigende vold mod homoseksuelle som følge af, at dommen er blevet annulleret.

- Erfaringen siger, at når det her tema kommer op politisk, så sker der øget vold. LGBT-aktivister i Uganda udtaler, at der kan komme nogle modreaktioner. Det kommer også af, at tilhængere af loven har mobiliseret op til den her afgørelse, siger Mads Ted Drud-Jensen.

Han glæder sig dog over, at LGBT-organisationer ikke længere er ulovlige, men ellers venter han ikke, at afgørelsen får den helt store praktiske betydning.

- Jeg vurderer, at LGBT-personer fortsat har stor risiko for forfølgelse, siger Mads Ted Drud-Jensen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst