Forening giver gode råd om planter

EMNER 1. marts 2003 07:00

LØGSTØR: Aktiviteten i dag er ikke særlig stor hos Løgstør Plantningsforening. Foreningen blev stiftet i 1889 og har tidligere formidlet statstilskud til læplantning på egnen. Der var mødt omkring 50 til generalforsamlingen på Pavillon Christiansminde, hvor formand Gunnar Carlsen aflagde beretning. - Ligesom i de senere år har vi i 2002 ikke været særligt aktive. Interessen for at plante er ikke blevet mindre, men i dag sørger vi mere for råd og vejledning, og dette gives oftest af Planteskolen Bakken, læplantningskonsulent Kent Larsen eller A. Bech Pedersen. Foreningen har også selv anvendt penge til indkøb af planter. - Denne opgave er vi vist den eneste plantningsforening i Danmark, der fortsat løser. Det finder jeg flot, berettede formanden. Han roste skoven ved Hyllebjerg Kirke, som desværre bruges for lidt. - Tag kaffen med derud og nyd den dejlige natur her til sommer, opfordrede Gunnar Carlsen. Formanden havde ikke ros til lovgiverne. En bekendtgørelse omkring Loven om Plantning var kommet meget sent, hvilket giver en masse bøvl for medlemmerne. - Men vi er hedligvis blevet lovet, at den nye bekendtgørelse vil holde en del år. Værst er dog, at tilskuddet er nedsat fra 50 til 40 procent. - Der er nu ligestilling mellem kollektiv og individuel læplantning. Det betyder, at man kan plante en enkelt række og få den holdt ren i tre år ligesom de trerækkede læhegn. Regnskabet viste et overskud på 2741 kr. mod et underskud på 5456 kr. året før. Egenkapitalen er på 380.000 kr. Der var genvalg til Peter Rasmussen og Gunnar Carlsen. Martin N. Nørgaard fra Nordjyllands Amt sluttede aftenen med en orientering om Vilsted Sø-projektet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...