Dronninglund

Forening i gavehumør

Tre foreninger fik penge fra Dronninglund Borgerforening

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Generalforsamlingen foregik i Dronninglund Hallernes cafeteria. Foto: Jørgen Ingvardsen

DRONNINGLUND:Dronninglund Borgerforening blev stiftet helt tilbage i 1898, men trods den høje alder er det en forening, der fortsat er særdeles aktiv. Det fremgik tydeligt af den beretning, foreningens formand, Allan Danielsen, aflagde på generalforsamlingen i sidste uge.

Her nævnte han en række af de aktiviteter, borgerforeningen havde stået bag i 2015. Han omtalte således bl.a. Eventyrstien, sankthansfesten, Dronninglund Revyen og salget af juletræer.

- Vi glæder os til at fortsætte vores arbejde i 2016, sagde formanden.

- Her kan jeg nævne, at vi 16. april holder loppemarked i Dronninglund Hallen, og der er stadig ledige stande. Derudover har vi lørdag den 21. maj i samarbejde med DIF firma- og gadefodbold i Den grønne Oase, hvor der efter turneringen afholdes grillfest ved bålhytten. Udover de nævnte ting arbejder vi på at få lavet kulturhus i Nørregade, hvor borgerforeningen gerne vil deltage ved at leje selskabslokaler ud. Vi arbejder også på at etablere et offentligt toilet ved skovkiosken og på en generel forbedring og vedligeholdelse af faciliteterne i Naturparken, sagde Allan Danielsen og forsikrede de fremmødte, at både revyen og sankthansfesten gentages i år.

Der var ingen udskiftning i bestyrelsen, da både Tina Lundholm, Birgit Vestergaard, Mogens Steen, og Finn Larsen blev genvalgt. Som ny bestyrelsessuppleant blev Ole Bendix valgt.

På generalforsamlingen blev der også uddelt penge til tre foreninger. Pengene er overskuddet fra salget af Dronninglund Øl, der blev lanceret, da Eventyrstien blev indviet. FDF i Dronninglund fik kr. 3.000 til lejrudstyr til landslejr. Mødestedet for psykisk sårbare fik kr. 3.000 til en udflugt, mens Dronninglund Handelsstandsforening fik kr. 2.000 til julebelysning.

Til slut gjorde Allan Danielsen endnu en gang opmærksom på det indendørs loppemarked, der holdes i Hal 1 16. april kl. 10 til 15.30

- Ligger I inde med nogle brugte sager, som I gerne vil sælge, er der mulighed for at leje en standplads. Det koster kun kr. 200, oplyste formanden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.