Forening informerer om sin kamp mod CO2-lager

Onsdag aften kalder Foreningen Nej til CO2-lagring til informationsmøde på Arentsminde Cafeteria.

Foreningen har tidligere markeret sin modstand mod CO2-lager med skilte ved hovedvejen mellem Aabybro og Halvrimmen. Arkivfoto: Michael Koch

Foreningen har tidligere markeret sin modstand mod CO2-lager med skilte ved hovedvejen mellem Aabybro og Halvrimmen. Arkivfoto: Michael Koch

Formand Asger Møller Madsen, Arentsminde, fortæller, at foreningen gerne vil orientere om sit arbejde hidtil samt fortælle, hvordan sagen står lige nu. Foreningen er modstander af energiselskabet Vattenfalls planer om et underjordisk CO2-lager i Vedsted-området. I Tyskland har lignende planer skabt stor modstand, og foreningen "Kein CO2 Endlager" sender to repræsentanter til informationsmødet i Arentsminde. - De satser på at nå 100.000 protestunderskrifter, og de kan give os nogle input og gode ideer, siger Asger Møller Madsen. Fra Energistyrelsen møder Søren Frederiksen, som vil orientere om styrelsens sagsbehandling i en sag som denne. Foreningens advokat, Kamilla Christiansen fra Frederikshavn, fortæller om de juridiske aspekter, og så kommer Palle Bentzner fra Miljøbevægelsen Noah og fortæller om deres arbejde. Der er tilmelding til mødet, og det kan endnu lade sig gøre i dag, tirsdag, oplyser Asger Møller Madsen.