Nibe

Forening truer Zentropa med retssag

Nibe Alternative Bicykleklub beskylder filmselskab for tyveri af logo

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Filmselskabet Zentropas logo fra 2005.

NIBE:Direktør for filmselskabet Zentropa Productions, Peter Aalbæk Jensen, er angiveligt en hårdtprøvet mand med skæve og genstridige genier som Lars Von Trier i stalden, men han var formentlig ved at sluge sin cigar, da direktøren i denne uge modtog en trussel pr. brev om retssag. - Vedrørende potentiel retssag: Plagieret logo og varemærke. - På vegne af NAB, Nibe Alternative Bycykleklub, skal jeg hermed påbyde dem øjeblikkeligt at ophøre med brugen af det øverste på vedlagte bilag indsatte og bl.a på diverse tv-medier kraftigt eksponerede logo, lyder det i et brev til Peter Aalbæk Jensen underskrevet pressechef for NAB, Torben Jakobsen. Nibe Alternative Bicykleklub står bag to etablissementer på årets Sildemarked i Nibe 23.-25 august: værtshuset Par NO 7 og nyskabelsen ”Stue 7” - som tidligere fortalt et danse- og spisested indrettet som privathospital med læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og hospitalsudstyr. Begge etablissementer bliver markedsført med to næsten ens logoer, som NAB i den grad beskylder Zentropa for at efterligne. Det ældste for Par NO 7 har fire år på bagen. Foreningen fremhæver især, at Zentropas ”efterhånden intensive brug af den røde baggrundsfarve” groft tilsidesætter de danske regler om varemærke- og mønsterbeskyttelse uden særlig registrering. - NAB var uden tvivl først i tid, og har siden benyttet sig af logoserien kontinuerligt og uden ophold. - Ifølge vore jurister nok beskyttelse i sig selv, fremhæver Torben Jakobsen. Han kalder Zentropas sort/røde varemærke som det ses eksempelvis i halen på tv-serien ”Klovn” for et logo, der ”skaber betydelig grobund for misforståelser og konkurrenceforvridning” i både streg, symbolik og farve. Zentropas chefjurist, Anders Kjærhauge, svarede kort tid før redaktionens slutning. - Zentropa vil ikke acceptere NAB’s påstand, men har inviteret dem til et møde i Avedøre Filmby. Vi vil altid gerne møde folk med en alternativ tankegang. Juristen mener ikke, at logoerne ligger for tæt på hinanden og påpeger yderligere, at de benyttes i vidt forskellige sammenhænge. Han erkender dog, at Zentropa logoet med den røde baggrundsfarve først blev taget i brug i 2005 - to år senere, end da NAB tog det røde Par No 7 logo i brug for første gang ved Sildemarkedet 2003. - Ålen vil således ikke frivilligt give efter for Sildene – så nu er spørgsmålet, om sildene for alvor vil bide fra sig overfor Ålen… Et kommende forligsmøde i Filmbyen vil måske give svaret, lyder kommentaren fra NABs pressechef, Torben Jakobsen. - Måske vil Zentropa tilbyde en forhandlingsløsning, hvor NAB får overdraget rettighederne til den gamle Morten Korch klassiker med Poul Reichardt i sadlen som den ene halvdel af Par No 7, funderer han.