Foreningen Livø Jazz vil ændre navnet

LØGSTØR:Der er for mange misforståelser, når vi fortsat hedder Foreninge Livø Jazz og intet har med jazzfestivalen på øen at gøre. Derfor overvejer vi i bestyrelsen at ændre navnet. Et gæt på det nye navn kunne være Foreningen Kanal Jazz, fortæller kasserer Leif Myrup. Han er tilfreds med fremmødet til de mange koncerter ved Kanal Jazz Løgstør 2003, der blev indledt torsdag aften i forbindelse med handelsstandsforeningens By Night. - Vi har ikke det fulde overblik over antallet af gæster til koncerterne endnu, men de første meldinger lyder på et stort fremmøde alle steder, fortæller Leif Myrup. Han tilføjer, at der var solgt omkring 500 billetter, inden festivalen blev indledt. Lørdagens to koncerter i Løgstør Kirke samlede henholdsvis 50 og 30 tilhørere. Her indledte gospelkoret Corioso, og de blev afløst af Vincent Nilssons Kvartet. Forinden havde Street Paraders taget hul på dagens program med en koncert på Løgstør Camping. Derefter leverede Hot Four i den bilfrie Østerbrogade en portion traditonel New Orleansjazz, og dette band samlede ifølge Leif Myrup mange tilhørere. Der var desuden i går koncerter på Hotel du Nord, Pavillon Christiansminde, Drop Inn på havnen og i festteltet ved kanalen. - Vi håber, at Kanal Jazz kan balancere økonomisk. Det er første år med denne festival, og vi har brugt mange penge på markedsføring af aktiviteten. Vi er en forening, der ikke har til formål at skabe overskud men blot skal have ballance mellem indtægter og udgifter. Kanal Jazz fortsætter i dag med morgenmusik på Løgstør Camping og formiddagsjazz i festteltet med Bourbon Street Jazzband.