Foreninger må afvise økonomisk hjælp til konfirmationer

Igen i år har økonomisk trængte familier søgt om støtte til at holde konfirmation. Flere af de foreninger, der uddeler legater, peger på, at kontanthjælpsloftet har gjort behovet for hjælp større.

Arkivfoto: Michael Koch
Indland 12. maj 2017 08:13

INDLAND: Tusindvis af udsatte og fattige familier har i år søgt økonomisk hjælp til at fejre deres børns konfirmation. Men langt de fleste er blevet afvist. Det skriver Avisen.dk. De familier, der er mest økonomisk trængte, kan søge et bidrag til den store dag. Den mulighed har omkring 2.118 familier forsøgt at benytte sig af, viser en rundringning til fire af de største organisationer og foreninger, der uddeler hjælp.

Det er dog kun få, der slipper gennem nåleøjet. De organisationer og foreninger, som Avisen.dk har været i kontakt med, har tilsammen støttet 467 økonomisk trængte familier.

Hos Dansk Folkehjælp har man i år fået 1.413 ansøgere, fortæller organisationens generalsekretær Klaus Nørlem. Stigende fattigdom har fået flere til at sende en ansøgning, vurderer han.

- Ansøgerne skriver, at de er berørt af reformer, og især kontanthjælpsloftet er et element, der kan være med til at presse de her familier økonomisk, siger han til Avisen.dk.

Omkring fire ud af fem ansøgere hos Dansk Folkehjælp er på kontanthjælp, mens lidt under halvdelen er berørt af kontanthjælpsloftet. Og cirka en fjerdel angav i deres ansøgning, at de var berørt af 225-timersreglen, forklarer generalsekretæren.

Han påpeger dog, at der nok også er kommet flere ansøgere i år, fordi det er første gang, at deres konfirmationsinitiativ er blevet rullet ud i hele landet.

Ved forårets konfirmationsfester har 144 familier fået støtte fra Dansk Folkehjælp, der består af et gavekort til en værdi af 2.000 kroner, der kan indløses i flere forskellige butikker. En af de forældre, der har fået et bidrag til konfirmationen er 44-årige Pia Toft fra Sønderborg.

Hun fejrer store bededag sin søns konfirmation, og selvom hun har sparet, hvor hun kunne, løber konfirmationsudgifterne op i næsten 25.000 kroner, fortæller hun.

Det er mange penge for Pia Toft, der er i et fleksjob på 14 timer om ugen og er enlig forsørger til tre børn, hvoraf to er hjemmeboende. De 2.500 kroner, hun fik fra Foreningen til Støtte for Mødre og Børn, er derfor faldet på et tørt sted, understreger hun.

- Et eller andet sted føler man sig rigtig rigtig presset, når du hører dit barn komme hjem og fortælle, hvad de andre får af gaver og tøj, og hvor mange gæster de skal have med. Man sidder tilbage med en kronisk dårlig samvittighed, siger hun.

Udover Pia Toft har Foreningen til Støtte for Mødre og Børn støttet 145 familier med konfirmationslegater. De er blevet udvalgt på baggrund af 202 ansøgninger.

Foreningen har i år besluttet at støtte flere, end de plejer, fordi ansøgerne er blevet mere udsatte, forklarer foreningens projektansvarlige Jesper Pilegaard.

- Når vi vurderer en ansøger, kigger vi på ansøgernes økonomi og udregner et rådighedsbeløb, og på det punkt er der sket et ret voldsomt fald. Mange lever af børneydelserne og har måske kun 1.000 kroner at leve for, når de faste udgifter er betalt, siger han.

Sidste år blev 45.372 unge konfirmeret i folkekirken. Det svarer til 67,8 af alle unge, viser tal fra Kirkeministeriet.

Så mange har søgt og fået konfirmationsbidrag i år: Dansk Folkehjælp Ansøgere: 1.413 Bevilgede legater: 144. Foreningen til Støtte for Mødre og Børn Ansøgere: 202 Bevilgede legater: 145. Børnesagens Fællesråd Ansøgere: 343 Bevilgede legater: 97. Børn og Unges Mærkesager Ansøgere: 160 Bevilgede legater: 80.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...