- Foreninger skal samarbejde

Foreningerne i Sindal skal i højere grad løfte i flok, siger lokal fødselar

Thomas Nielsen
Per Østergaard er formand for Sindal Mølle - måske vil bestyrelsen prøve at få møllen fredet. Det ville give en bedre økonomi. Foto: Bente Poder
Skolevæsen 1. april 2008 06:00

SINDAL: Det er næppe ret udbredt at søge job via en mønttelefon på Københavns Hovedbanegård, men det var ikke desto mindre, hvad Per Østergaard gjorde, da han skulle finde sit første, faste job som uddannet lærer. Per Østergaard, der fylder 70 år på søndag, havde fået sin læreruddannelse, men skulle bagefter i soldatertrøjen på Høvelte Kaserne - og da den grønne trøje var ved at kunne tages af igen, skulle der findes et job i folkeskolen. Per Østergaard ville dog gerne blive i det storkøbenhavnske område, da han havde truffet sin Hanne. - Så jeg fandt den store fagbog frem på hovedbanegården og slog op under det københavnske skolevæsen. Efter en time havde jeg fem job på hånden, fortæller Per Østergaard. Valget faldt på en skole i Hvidovre, men allerede efter et år - da Per Østergaards bedre halvdel var færdig med sin uddannelse - gik turen til Vendsyssel, hvor Per Østergaard er vokset op. Inden længe havnede parret i Sindal - begge fik job på Sindal Skole - og her har de boet i godt 40 år nu. Siden blev det især virksomheden Dafolo i Frederikshavn, der lagde beslag på karrieren, inden han sammen med en kollega i 2002 startede et konsulentfirma, som dog snart lukker. Men selv om Per Østergaard dermed kan kalde sig fuldtids-pensionist, er det ikke ensbetydende med, at han sidder og rokker i gyngestolen med slumretæppe. Han har i altid været engageret i det lokale foreningsliv, og i øjeblikket har han formandsposterne for Sindal Mølle og Sindal Borgerforening. Han mener, at foreningerne i Sindal skal samarbejde mere og løfte i flok. Han peger på, at det eksempelvis mislykkedes at holde liv i jazz-festivalen i Sindals anlæg, fordi opbakningen ikke var stor nok. - Det er nødvendigt med lokalt sammenhold. Ikke som modvægt til Hjørring, for hvis Hjørring skal være en stærk centerby, skal ¿satellitbyerne¿ være velfungerende, mener Per Østergaard. Når der holdes pause fra foreningssyslerne, kan Per Østergaard godt lide at lytte til klassisk musik, og så elsker han italiensk mad - så meget, at han i fire år har gået på et madlavningshold i Hjørring. Fornuftigvis krydrer han interessen for mad med hyppige cykelture i sommerhalvåret. - Det er en fantastisk oplevelse en tidlig mogen at cykle ud til Måstrup Mose. Jeg har aldrig taget stoffer, men måske er det sådan det føles, siger søndagsfødselaren med et - skævt - smil om naturoplevelsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...