Lokalpolitik

Foreninger smidt ud af Rådhuskælderen

Foreninger må forlade Rådhuskælderen med kun en måneds varsel

HJØRRING:En stribe foreninger, som plejer at kunne have deres aktiviteter i Rådhuskælderen, er blevet smidt ud. Med godt en måneds varsel har de fået at vide, at de er nødt til at finde et andet sted at holde til fra 1. november. Det er flere af dem kede af. - Vi kan godt forstå, at kommunen selv skal bruge sine lokaler, men vi forstår ikke, at vi kun har fået en måneds frist, siger Per Maack Andersen, formand for Slægtshistorisk Forening for Hjørring og Omegn og Ib Hansen, formand for Numismatisk Forening for Hjørring og Omegn (møntsamlere), som modtog beskeden sidst i september. Baggrunden er, at det er blevet bestemt, at det kommende byråd i Ny Hjørring Kommune skal holde sine møder på det gamle rådhus i Hjørring som i dag. Men der skal være plads til 31 byrådsmedlemmer, ikke bare 21 som i dag. Det kræver mere plads, og derfor skal en del af kælderen inddrages til grupperum, ligesom der skal laves en handicapvenlig indgang. - Det er en meget kort frist, vi har fået. Vi har været i Rådhuskælderen i mange år og har været glade for det. Vi fik travlt med at finde nye lokaler, fortæller Ib Hansen, der netop har indgået en aftale om, at foreningen kan være i Vendiahallen i stedet. Klage til borgmesteren Slægtshistorisk Forening for Hjørring og Omegn har sendt en klage til borgmesteren, som de endnu ikke har fået svar på. Her skriver de blandt andet: "Vi har ikke forståelse for den korte tidsfrist. Vi planlægger et halvt til et helt år ud i fremtiden og har for længst udsendt program til vore medlemmer om foredrag i Rådhuskælderen i november og december". Foreningen har været i kælderen i mere end 20 år og har været meget glade for det. - Vi har været meget urolige, og det har kostet mange kræfter og tid, at vi har fået så kort en frist. Men nu har vi fået en aftale om, at vi kan være i Forsamlingsbygningen i stedet, siger Per Maack Andersen, Aquarius - foreningen for livsforståelse har også gennem nogle år haft forskellige foredrag blandt andet om alternativ behandling i Rådhuskælderen. De fik beskeden om den snarlige udsmidning at vide på en uheldig måde. - En dag, da vi skulle hente nøglen på Kommunekontoret, så sagde den ene på kontoret til den anden, om det ikke var os, der ikke kunne være i Rådhuskælderen mere. Jeg undersøgte sagen næste dag og fandt ud af, at det var rigtigt nok. Vi har brugt flere tusind kroner på et program, som er sendt ud, og vi har arrangementer helt ind i 2007, fortæller formand Mona Bo. Hun forstår også godt, at kommunen har brug for mere plads, men hun synes som de andre foreninger, at det er sket med for kort varsel. Aquarius har nu fået mulighed for at være i Skolegade, hvor Musikskolen før holdt til, men der er stadig to arrangementer, som der ikke er fundet lokalitet til. Forstående borgmester Borgmester Bent Brown (S) har forståelse for, at det er træls for foreningerne. - Jeg kan godt forstå, at de reagerer, og jeg kan kun give dem ret i, at det er et kort varsel. Men vi havde desværre ikke mulighed for at give besked før. Vi skulle først vide, hvor centraladministrationen skulle være, og så skulle vi godkende, at man bruger to millioner på ombygningen. Foreningerne har fået besked, så snart vi vidste noget, siger han. Bent Brown understreger, at Kulturkontoret gerne er behjælpelig med at finde andre lokaler til foreningerne, og samtidig vil der også i fremtiden blive plads til nogle foreninger i Rådhuskælderen, når ombygningen er færdig til nytår. - Nogle af foreningerne kan fortsætte, men der bliver selvfølgelig en begrænsning i antallet. Det bliver svært at få plads til de foreninger, der har brug for plads til op til 100 mennesker, siger Bent Brown.