Foreninger tager på haveudflugt

Sommerudflugt til Thisted

EMNER 6. juni 2003 08:00
HJØRRING: Vendsyssel Familiebrug og Det Jydske Haveselskab har igen i år valgt at tage en sommerudflugt sammen. Den går til Thisted-området lørdag 14. juni. Det er her Årets Have ligger. Den findes hos Birthe og Hans J. Bech, Klovmøllevej i Thisted. Der er en oprindelig have ved gården med masser af blomster alle vegne. Endvidere er der vandbassiner, bålplads, pergola, hyggekroge, gange og stier i haven. Inden besøget i Årets Have er der på turen indlagt et besøg på Kirsten Kjærs Museum ved Frøstrup. Efter frokosten er der tid til endnu et havebesøg. Denne gang hos Gunda og Karl Kristensen i Stagstrup ved Thisted. Det er en stor have med mange bede og stier, de snor sig rundt i haven, som endvidere er rumdelt og forbundet med små græsplæner. Der er primulaer, vandbassiner, drivhuse, stenbede, skov- og surbundsbede med blandt andet rhododendron og liljer. Ved haven kan man købe planter. Den sidste have på turen er på Bakkegården, Kallerup, hos Mette og Karl Thingstrup. Det er en stor landbohave med forskellige liljer, prydløg, stauder, primula, aurikler og iris. Der findes også surbundsbede med rhododendron, azaleaer og lyng samt bede med roser, kaprifoler og klematis i stativer. Der findes også vandbassin med vandfald og mange spændende stenbedsplanter. Der kan også købes planter her. Turen, der foregår med bus, begynder ved Vendsyssel Familiebrug lørdag morgen og man forventer at være tilbage ved aftensmadstid. Der bliver opsamling ved Brugsen i Pandrup. Vil man med, skal man ringe til Ellen Vanggård, Bente Pedersen eller Solveig Nielsen - alle Hjørring - inden 10. juni. jb
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...