EMNER

Foreninger viser sig frem

AALBORG:Danser slægtsforskere tango, spiser de svampe i bridgeklubben og er mavedans en naturvidenskab? Det er nogle af de spørgsmål, man kan få svar på, når hovedbiblioteket i Rendsburggade inviterer samtlige af kommunens foreninger til at vise, hvad det er, de normalt beskæftiger sig med. Arrangementet løber af staben lørdag den 6. oktober, og mange har allerede meldt sig til at medvirke med stande og optræden - f.eks. Aalborg Tango, Northern Pipes and Drums og Aalborg Karate Skole. Formålet med markedet er naturligvis at gøre flere interesserede i de mange spændende tilbud, som findes i Aalborg Kommune. Men arrangørerne håber også, at flere bliver opmærksomme på hjemmesiden ¿www.aalborgbibliotekerne.dk/foreninger¿, som er et samarbejde mellem bibliotekerne og skole- og kulturforvaltningen. Mere end tusinde foreninger er i øjeblikket tilmeldt hjemmesiden, som 4.500 kikkede forbi i august måned.